Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra Guldbæk til Borgen

Af Redaktionen

Jeg er opvokset i Guldbæk og har boet, arbejdet og rejst verden rundt, inden jeg flyttede med min familie hjem til Nordjylland og Guldbæk. Nordjylland er min base, og det bliver den ved med, selvom jeg flytter mit arbejde til Christiansborg.

Danmark er et lille land fyldt med regionale og lokale forskelle, som er både charmerende og gør Danmark unikt. Fra dialekter og egnsretter til natur og storbyliv. De store beslutninger og retninger skal træffes i København, men der skal være meget mere beslutningskraft og tillid til de lokale samfund.

Jeg vil tage ansvar og arbejde på vegne af Nordjylland. Vi kan meget, men vi har behov for politikere med erhvervserfaring til at tale vores sager, og tage den hverdag vi kender ind i Christiansborgs forhandlingslokaler.

Inflationen rusker allerede, og energikrisen kradser. Varmechecken er et godt eksempel på, at det kan gå alt for hurtigt. Der var god grund til at føle behovet for at ’gøre noget’. Problemet er bare, at man af frygt for at gøre for lidt gjorde alt det forkerte.

Det dur ikke, at vores landspolitikere ikke tør træffe upopulære beslutninger, men orienterer sig efter vælgeranalyser og likes, så den kortsigtede beslutning kan aflæses i næste meningsmåling.

Alt for meget politik handler om, hvordan man tager sig bedst ud. At ’lukke flanker af’. At ’vise handlekraft’.

Vi står på midt i en økonomisk krise, som mere end nogensinde kræver politikere med sikre hænder på rattet, foden af speederen og det lange lys på beslutningerne.

Vi har muligheden for at træffe langsigtede, hårde beslutninger nu, der gavner Danmarks vej ud af krisen. En krise, som kunne gøre mindre ondt og vare knap så længe – hvis vi altså tør handle nu og resolut. Endda en smule upopulært.

Derfor vil jeg på Christiansborg. For velfærdssamfundet er lokalt forankret, og det skal stå stærkere, så de næste generationer også kan vælge et liv uden for storbyen. Hvorfor ikke bruge byggesten af nordjysk kvalitet til at få Danmark solidt gennem de kommende år? Det vil jeg stå for.

Erfaring fra verden udenfor Nordjylland og Danmark ser jeg som en styrke, og det vil jeg bringe med til København. Danmark har brug for politikere med erfaring, når komplekse udfordringer og prioriteringer skal forhandles. Sådan får vi varige løsninger – også efter et folketingsvalg.

Jeg vil bruge min internationale erhvervserfaring, mit netværk og sunde fornuft til at træffe beslutninger, som forbedrer rammerne for flest muligt i Nordjylland og Danmark.

Indlæg skrevet af: Mikkel Højsleth (Konservative)

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien