Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra brandmand til social- og sundhedsassistentelev: Torben fandt en ny vej i livet på SOSU Nord

Af Redaktionen

Det er aldrig for sent at finde en ny vej i livet …

Det kan 50-årige Torben Skifter fra Hjørring skrive under på.

I januar 2020 spidsede han for første gang i mange år nemlig skoleblyanten og tog fat på en ny hverdag som social- og sundhedsassistentelev på SOSU Nord i Hjørring.

Fra brandmand til social- og sundhedsassistent

Efter 32 år i en brandmandsuniform og med en hverdag der stillede store krav til både den fysiske og psykiske form, satte en arbejdsulykke en stopper for Torbens karriere som brandmand – og derfor skulle han finde en ny vej i livet.

Valget faldt på social- og sundhedsassistentuddannelsen:

”Siden jeg var 16 år, har jeg brugt meget af min tid på at hjælpe andre. Så jeg tænkte, hvilken uddannelse vil give mig følelsen af, at jeg stadig gør noget godt for andre? Efter at have søgt information om forskellige uddannelser var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skal være social- og sundhedsassistent.”

Det lyder måske som lidt af en kliché, at det aldrig er for sent at finde en ny vej i livet, men netop Torben er et rigtig godt eksempel på, at det faktisk godt kan lade sig gøre – også selvom man ikke er nogen vårhare længere. Om det at starte på en ny uddannelse senere i livet siger Torben:

”Alderen er ingen hindring for at gå i gang med en ny uddannelse. I mit tilfælde handler det mere om at kunne se mig selv i spejlet og sige, jeg gjorde hvad jeg kunne, jeg har det godt med mig selv”.

Fra brandmand til social- og sundhedsassistentelev: Torben fandt en ny vej i livet på SOSU Nord
Torrben Skifter

Om at være tilbage på skolebænken

Der er helt sikkert mange, for hvem tanken om at skulle tilbage på skolebænken efter så mange år på arbejdsmarkedet, kan virke overvældende. Torben havde også sine betænkeligheder ved at starte på sin nye uddannelse på SOSU Nord, ligesom det har krævet noget tilvænning at gå fra en meget fysisk hverdag til pludselig at sidde ned hele dage ad gangen:

”Hvordan kommer en 50-årig ind på en ungdomsuddannelse med 17-18-årige elever? Og i en kvindedomineret verden? Men alle mine betænkeligheder er blevet gjort til skamme, for det fungerer bare! Det er selvfølgelig hårdt at skulle vænne sig til at sidde så meget ned, men med al den information og nye impulser, så betyder det ingenting.”

Stor stigning i antallet af nye elever

SOSU Nord har i januar 2021 oplevet en stigning i antallet af nye elever på hele 19 procent i forhold til sidste år.

Skolen har især budt velkommen til flere voksne elever, som Torben, hvilket bl.a. skyldes en ordning, der gør det muligt for ledige over 30 år at tage uddannelsen med 110% i dagpenge fremfor på SU. Det har været med til at gøre social- og sundhedsuddannelserne mere attraktive for voksne, der allerede er etablerede og har stiftet familie.

Stor mangel på social- og sundhedspersonale i fremtiden

Ifølge en fremskrivning lavet af Fagforbundet FOA vil der komme til at mangle over 41.000 medarbejdere inden for SOSU-området i landets kommuner i 2028. Og derfor er det sikkert at sige, at Torben med sin nye uddannelse har gode beskæftigelses- og udviklingsmuligheder, når han er færdig med sin nye uddannelse som social- og sundhedsassistent.

Fakta

Personer der har været væk fra folkeskolen i mere end 2 år, starter deres SOSU-uddannelse med grundforløb 2.

SOSU Nord har lige åbent for ansøgninger til grundforløb 2 til uddannelser til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent og forløbet kan tages på SOSU Nord i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Aars, Hobro og i Jammerbugt Kommune.

Del artikel

Andre læser også