Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Forvirring hos Aalborgs spisesteder: Hvad er reglerne for mundbind?

Af Nathalia Hentze Nielsen

Det er i dag mandag den 29. november, og det betyder, at kravene om mundbind og fremvisning af Coronapas officielt træder i kraft.

Restriktionerne er ikke lige så strikse som de tidligere har været, men det betyder ikke, at de er nemme at overskue – slet ikke i restaurationsbranchen.

Da take-away hører under detailhandel, og indendørsservering hører under restaurationsbranchen, er der nemlig forskellige regler for, hvordan kravene skal afvikles.

F.eks. skal du ifølge reglerne bære mundbind, når du afhenter take-away på eksempelvis en café, men du behøver ikke mundbind, hvis du sætter dig på caféen for at spise.

I dette tilfælde skal du til gengæld fremvise et gyldigt coronapas, hvilket ikke er nødvendigt, hvis du kun afhenter take-away.

Imens behøver ansatte ikke at bære mundbind eller visir, hvis virksomheden stiller krav om, at de ansatte har et gyldigt coronapas.

Er du som kunde allerede forvirret, kan vi fortælle, at Aalborgs caféer, spisesteder og restauranter er lige så rådvilde.

Vil gå ud over juleshopping

MigogAalborg tog på rundtur blandt Aalborgs caféer for at høre, hvordan de forholder sig til de nye restriktioner, og her er forvirring og frustration de gennemgående temaer blandt medarbejdere såvel som indehavere.

Da vi trådte ind på café Penny Lane, stod halvdelen af personerne i kø med mundbind, da de skulle købe brød og kager fra disken, mens den anden halvdel ikke havde mundbind på, da de ventede på at få bord.

Pointen med genindførslen af mundbind eller visir var ellers at mindske corona-smitte på steder med tæt kundekontakt, men når man ser reglerne i praksis ude på caféerne, hvor der oftest ikke er plads til at separere de to kundegrupper, kan man godt blive i tvivl om restriktionernes faktiske virkning.

“Vi har svært ved at finde ud af, hvor vi passer ind i det, fordi vi både er café og et sted, hvor man også kan hente kager og brød to-go,” forklarer en ansat hos Penny Lane.

Indehaveren af caféen Mabel på Boulevarden, Camilla Okkels, istemmer sig sine kollegaers frustration og pointerer også, at det kommer til at påvirke julehandlen i byen.

“Nu skal man have mundbind på i butikker, og jeg tror, det kommer til at gå ud over den lokale julehandel.

Mange vil måske vælge at shoppe julegaverne online, hvilket jo ikke stemmer overens med ens lyst til at handle lokalt og på den måde støtte byen,” fortæller hun.

Hvor længe restriktionerne varer, ved ingen endnu. Men lad os håbe, at kravene bliver nemmere at gennemskue i fremtiden.

Del artikel

Andre læser også