Gratis medicin og rådgivning: Nyt regeringsforslag skal styrke rygestop for kræftpatienter

Kræftpatienter og mennesker med forhøjet risiko for kræft på grund af rygning skal fremover have tilbud om gratis rygestopmedicin i kombination med rådgivning.
Det foreslår Sundhedsministeriet i dag på deres hjemmeside.
Tilbuddet skal være en del af den kommende Kræftplan V og kommer på baggrund af nye tal, der viser, at overlevelsen efter lungekræft stadig er lav.
I en pressemeddelelse kalder Kræftens Bekæmpelse i dag udmeldingen et afgørende skridt i den rigtige retning.
Vil afsætte 21 mio. kroner
“Vi har længe arbejdet for, at rygestop bliver en integreret del af kræftbehandlingen. At regeringen nu tager dette vigtige skridt, vil få positiv betydning for tusindvis af patienter og borgere i risiko. Rygning øger risikoen for mere end 15 forskellige kræftformer. Så det er en klog investering i både liv og livskvalitet,” siger Jesper Fisker, der er adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.
Forskning viser, at det gør en stor forskel at stoppe med at ryge, når man har lungekræft. Det kan forbedre effekten af kræftbehandlingen, mindske risikoen for tilbagefald og øge chancen for at overleve.
For nogle patienter er gevinsten faktisk på niveau med traditionelle behandlinger som kirurgi eller strålebehandling, men et rygestop kan også give bedre livskvalitet og forebygge, at sygdommen forværres.
Læs også: Første gang nogensinde: Mærk sambarytmerne til fjord-karneval Alligevel bliver kun én ud af fem dagligrygere i hospitalsbehandling opfordret til at stoppe med at ryge, viser en undersøgelse fra 2022.
Chancen for at gennemføre et rygestop er større, hvis medicinsk nikotinerstatning kombineres med professionel rådgivning.
Regeringen vil afsætte 21 millioner kroner i 2025-2027 til, at kommunerne kan udlevere vederlagsfri rygestopmedicin til kræftpatienter, der ryger, og til borgere i risiko for kræft – f.eks. storrygere – når de deltager i et kommunalt rygestopforløb.
“Det kan være svært at stoppe med at ryge – også efter en kræftdiagnose. Og vi ved, at et rygestop gavner patienten både under og efter et kræftforløb. Derfor vil vi afsætte penge til, at kræftpatienter, der ryger, kan få rygestopmedicin uden egenbetaling i kombination med, at de deltager i et rygestopforløb. Der er nemlig større sandsynlighed for, at et varigt rygestop vil lykkes, hvis man kombinerer godkendt medicin med rådgivning, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
Et redskab mod ulighed i sundhed
Rygestop forlænger ikke bare livet, men er også et vigtigt skridt mod mindre social ulighed i sundhed. Rygning er langt mere udbredt blandt mennesker med kort uddannelse, som desværre også i højere grad dør af tobaksrelaterede sygdomme.
“Hvis vi for alvor skal mindske uligheden i sundhed, er det nødvendigt at sætte ind mod rygning. Her er bedre hjælp til rygestop og gratis rygestopmedicin et vigtigt værktøj,” siger Jesper Fisker.
De fleste kommuner tilbyder forskellige rygestopkurser, Stoplinien tilbyder telefonrådgivning og appen Kvit, som er udviklet af Kræftens Bekæmpelse, giver personlig støtte på mobilen. Alle tilbud er gratis.
Tal fra ’Danskernes rygevaner 2024’ viser, at tre ud af fire dagligrygere gerne vil stoppe med at ryge.