Formand melder klart ud: Her skal Aalborg have et nyt P-hus

“Jeg giver pizza, hvis jeg får et P-hus med hjem!”
Så skarpt – og lokkende – startede ejer af San Giovanni og formand for Aalborg City, Mikele Volpi, sit oplæg, da Erhverv Norddanmark og Sparekassen Danmark onsdag inviterede til erhvervsdebat med titlen “Hvad er væsentligt for erhvervslivet i Aalborg”.
Over 120 erhvervsfolk var samlet i AKKC, og på scenen stod både Kristian Gjerløv-Juel fra Centrica Energy, Kristian Thulesen Dahl fra Port of Aalborg, borgmester Lasse Frimand Jensen samt rådmændene Jan Nymark Rose Thaysen og Morten Thiessen – og altså også Mikele Volpi.
Mens Kristian Gjerløv-Juel og Kristian Thulesen Dahl bl.a. talte om udfordringerne ved at drive en international virksomhed i Aalborg og vigtigheden af en god infrastruktur i og omkring Port of Aalborg, havde Mikele Volpi – naturligt nok – fokus på de store udfordringer i og omkring midtbyen.
For en levende midtby er i Mikeles øjne en forudsætning for, at vi kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft og fortsat være en attraktiv by at slå sig ned i.
Og debatten blev ganske konkret.
Aalborg City havde tre punkter med til politikerne, og et af dem var både ambitiøst og stort: et nyt parkeringshus i midtbyen.

Her skal der være et nyt parkeringshus
Hvor skal det så være, vil den skarpe læser nok spørge?
Aalborg City drømmer om at få bygget et parkeringshus på Gåsepigens grund.
“Sygehus Nord flytter snart ud, og der skal snart besluttes, hvad der skal udvikles på den store grund, som kommunen stadig ejer.
I vores øjne er beliggenheden den sidste mulighed for at bygge et stort og moderne p-hus i den vestlige del af midtbyen.
Det er et sted, som kunderne i forvejen kender, og det ligger stort set lige midt i byen,” fortæller Mikele Volpi til MigogAalborg dagen efter den store debat.
“Det udløste naturligvis en stor latter, da jeg lovede pizza til alle, hvis jeg kom hjem med et p-hus, men det fangede virkelig folks opmærksomhed. Alle tre politikere var særdeles positive, så jeg tager det som et lille ‘ja’ – og så skylder jeg nok en del pizzaer,” siger Mikele med et grin.
Men selvom forslaget blev præsenteret med en portion nordjysk-italiensk humor, er der alvor bag.
“Det er nu, vi har muligheden for at gøre det rigtige.
Modargumentet vil jo være, at vi har nok parkeringspladser i midtbyen – men de er bare ikke de rigtige steder.
Vi mangler et parkeringshus, der ligger tæt på restauranter, butikker og byens liv, og så også kantstensparkering – men det er en helt anden snak,” siger Mikele.
Nu skal man i arbejdstøjet
Opbakningen er der.
Mikele har de seneste måneder talt med flere prominente folk fra Aalborgs erhvervsliv, og der er bred enighed om, at et parkeringshus på grunden vil være det helt rigtige.
“Der er også flere, der har tilkendegivet, at de gerne vil investere i det. Erhverv Norddanmark bakker også op om forslaget, så nu skal vi have arbejdshandskerne på, holde politikerne op på det – og gøre det endnu mere konkret,” siger Mikele.
En tidshorisont er svær at sætte i så tidlig en fase – men noget skal der ske.
“Det kan faktisk kun gå for langsomt, og jeg håber, at politikerne tager ansvaret på sig og lytter til den brede front af erhvervsfolk og virksomhedsejere, der mener, at det her er en god idé, som kan løfte byen.”