Ikke godt nok: Nu kræver de ændringer for cyklister i Aalborg

Mens fokus ofte ligger på trygheden i Jomfru Ane Gade og på havneområdet, peger Cykelforbundet i Aalborg nu på et andet problem.
Cyklisternes sikkerhed og tryghed i byen.
“Når man bliver påkørt af en bil med 50 km/t svarer det til at falde fra 3. sal, mens en påkørsel med 30 km/t svarer til et fald fra 1. sal.
Vi ved godt, hvad vi foretrækker,” skriver forbundet i deres seneste pressemeddelelse.
Derfor mener de, at hastighedsgrænsen i områder med skoler, parcelhuskvarterer og smalle gader i midtbyen bør sænkes til 30 km/t.
Ikke trygt udenfor Aalborg
På Aalborgs Havnefront har man også oplevet cyklister, der jævnligt styrter, fordi de forsøger at krydse de skinner, der stikker op fra asfalten.
Efter et alvorligt cykelstyrt for tre år siden lige præcis på Havnefronten, hvor rigtig mange går og cykler, krævede Cyklistforbundet, at skinnerne skulle hives op.
Det afviste Aalborg Kommune.
Men nu har man samlet til bunke.
Udover midtbyen fremhæver forbundet, at det langt fra altid er trygt at cykle uden for Aalborg.
Mange steder må cyklister dele smalle veje med store biler, lastbiler og landbrugskøretøjer, hvilket gør det både utrygt og farligt – særligt for børn.
Cykelforbundet advarer også mod den stigende biltrafik i smalle gader som Vingårdsgade, Rantzausgade og Brandstrupsgade.
“Hvis vi giver mere plads til bilerne i midtbyen, giver vi mindre plads til cyklisterne. Er det vejen, vi ønsker at gå?” spørger forbundet.
Nævner specifikt kryds
Forbundet understreger, at oplevet tryghed er mindst lige så vigtig som reelt sikkerhed.
Smalle cykelstier, mange gående og tung trafik skaber ifølge Cykelforbundet stressede og utrygge forhold for cyklister, eksempelvis på Østerbro ved Nordkraft og i krydset Prinsensgade/Vesterbro.
Løsningen er ifølge Cykelforbundet klar.
Lav flere cykelgader med 30 km/t hastighedsgrænse og gør bilen til gæst i midtbyen, inspireret af hollandske byer.
Forbundet påpeger samtidig, at forbedringer af cyklisternes tryghed ikke behøver at være dyre – men det kræver politisk vilje.
“Er det urimeligt?” afslutter forbundet med et opråb til byens beslutningstagere.