Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Forandringer under Nu’ets Port: Abbey Road har fået nye ejere

Af Stine Kjølby Christensen

I disse dage bliver der flittigt vasket, slebet og malet på hjørnet af i Kjellerupsgade og Østerbro.

Caféen Abbey Road, der har forkælet aalborgenserne med lækkerier, vin og delikatesser i de sidste syv år, har for ganske nyligt fået nye ejere.

Abbey Road blev startet af Claus og Lisa Søgaard, der på daværende tidspunkt var indehavere af både Søgaards Bryghus, Abbey Road og søstercaféen Penny Lane.

Siden er der ryddet gevaldigt ud på listen, og i juli 2018 blev Penny Lane overtaget af Jonas Hütscher Hejlesen, da Claus og Lisa ønskede at fokusere mere på Søgaards Bryghus.

Nu har Abbey Road ligeledes fået nye forældre.

Drømmen om en café

Det nybagte forældrepar er dog en duo, som vi ikke før har stiftet bekendtskab med i Aalborg.

Anne Mie Jessen og Anette Jul Christiansen har været veninder siden skoletiden, men det er altså første gang, at de slår deres professionelle pjalter sammen.

“Det har egentlig bare været en løselig snak mellem os, da især Anne Mie har haft en drøm om at drive en café,” fortæller Anette til MigogAalborg.

“Vi kender Claus og Lisa, og da de gerne ville afstå den, blev vi bare enige om, at det kunne være sjovt at gøre sammen.”

Anne Mie stemmer i:

“Ja, og så har vi heldigvis god opbakning fra vores mænd, der hjælper med at få det hele sat i stand i hernede.

Derudover bliver opgavefordelingen således, at jeg kommer til at stå for den daglige drift i caféen, mens Anette primært skal holde styr på økonomien,” siger hun.

Forandringer under Nu'ets Port: Abbey Road har fået nye ejere

Konceptet fortsætter

Både Anne Mie og Anette er enige om, at Abbey Road allerede har et velfungerende koncept, som de bestemt ikke ser nogle problemer i at overtage.

“Vi har det rigtig fint med, at caféen allerede er “klar”. Vi kan godt lide konceptet hernede.

Både indretningsmæssigt, hvor genbrug og retro spiller en stor rolle, men også maden, hvor der er fokus på hjemmelavede og overvejende sunde råvarer,” forklarer Anne Mie.

Forandringer under Nu'ets Port: Abbey Road har fået nye ejere

Med tiden er planen dog, at veninderne selv skal sætte deres præg på både menuen og driften.

“Lige nu ændrer vi ikke på noget – men på sigt kan det selvfølgelig ikke undgås.

Vi drømmer blandt andet om at begynde at bage lidt selv, køre et sæsoninspireret menukort og måske i fremtiden tilbyde selskabsløsninger til alt fra konfirmationer til barnedåb.

Det er i hvert fald en mulighed, vi gerne vil kigge nærmere på,” siger Anette.

Venindeparret drømmer ligeledes om at være vært ved forskellige arrangementer i caféen: forfatteraftener, gin- og ølsmagning – eller hvilke muligheder, der nu kan opstå.

Foreløbigt forbliver alt dog ved det gamle.

“Lige nu starter vi, som det er – og alt det fantastiske personale følger med, så de kommer helt sikkert til at bære os her i begyndelsen.”

Derudover får Abbey Road stadig sit karakteristiske brød fra Penny Lane og øl fra Søgaards Bryghus – så selv de tre spisesteder nu er under forskellige vinger, fortsætter det gode samarbejde til fordel for både gæster og ansatte.

Abbey Road holder jule- og nytårslukket frem til 7. januar kl. 8, hvor det altså bliver med Anne Mie og Anette bag rattet.

Del artikel

Andre læser også