Forårsrengøringen er færdig: Vestre Fjordpark åbner snart for gæster

For mange af os har den seneste tid godt kunne føles lidt som en spand koldt vand i hovedet …
Men inden længe kan du skifte det kolde vand ud med helt friskt (og måske også lidt koldt) vand i vores allesammens Vestre Fjordpark i Aalborg.
“Alle kanterne er renset, og bunden er pæn og ren, klar til at der snart bliver lagt nyt sand på. Og så kan vi fylde frisk vand i igen,” meddeler de nemlig på Facebook i dag, mandag.
Men hvornår åbner de så for gæster?
Hvis alt går vel, satser de på, at anlægget er klar i begyndelsen af maj (cirka efter 6/5), og til den tid vil man tage bestik af udmeldingerne fra både regeringen og sundhedsmyndighederne, så sikkerheden er helt i top.
I starten af marts kunne vi fortælle, at Vestre Fjordparks faste bademester, Kaj Bjerregaard er gået på pension efter 37 års tro tjeneste.
Han er i stedet blevet erstattet af græske Sevastianos Prenta, der nu står klar til at skyde 2020-sæsonen i gang.
“Vi var meget glade for Kaj, men det bliver også spændende med nogle helt nye kræfter,” siger ejer af Café SALT i Vestre Fjordpark, Katerina, der ligesom Sevastianos har rødder i Grækenland.
Kaj forlader dog ikke Vestre Fjordpark helt.
“Min bademestervaffel er jo opkaldt efter Kaj, men nu er han jo ikke bademester længere … Så jeg har lovet ham, at den fremover skal hedde Kaj-isen i stedet for.
Så må vi jo se, om den nye bademester også kan gøre sig fortjent til en variant.”
Hvornår SALT Café genåbner, er endnu uvist.