Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tester nyt på menuen: Foodtruck uddeler gratis smørrebrød i morgen

Af Nathalia Hentze Nielsen
Kuliás foodtruck holder foran Friis Shoppingcenter.
Kuliás foodtruck holder foran Friis Shoppingcenter.

Den sydamerikanske foodtruck Kuliá har haft en forrygende start på deres madeventyr i Aalborg.

Efter åbningen i maj har de flere gange måtte melde udsolgt efter, at aalborgenserne er strømmet til for at nyde de sprøde, argentinske sandwiches og ikke mindst de populære oste- og bacon pomfritter, der passende bærer navnet messy fries. 

Originalt holdt foodtruck’en kun til ved det grønne område Mellem Broerne i Nørresundby, men for også at imødekomme sultne gæster i midtbyen, er de nu begyndt at slynge de sydamerikanske specialiteter ud foran Friis Shoppingcenter på Nytorv.

At de fire kammerater, der ejer Kuliá er friske på at prøve noget nyt gælder ikke kun deres placering i byen, men bestemt også menukortet.

Som noget helt nyt har de udviklet en hybrid mellem det klassiske danske smørrebrød og middelhavsfavoritten bruschetta, og de er ivrige efter at høre om, det er noget, der falder i danskernes smag.

Derfor inviterer de til gratis smagsprøver i morgen, torsdag den 30. juni, fra klokken 16.30 foran Friis.

Her kan man komme forbi og sætte tænderne i det lækre dansk-sydlandske miks.

Det eneste de beder om til gengæld for det gratis måltid er feedback på smagsoplevelsen.

Den kan gives enten direkte til dem eller via deres sociale medier, hvorefter de beslutter sig om retten skal permanent på menukortet.

Tester nyt på menuen: Foodtruck uddeler gratis smørrebrød i morgen

 

Bygger bro mellem dansk og sydamerikansk mad

Hele idéen med det nye smørrebrød kommer fra ønsket om at eksperimentere med madlavning og bygge bro mellem det traditionelle danske køkken og det argentinske, fortæller Lucas Baum, der er kok.

“Vi besluttede os faktisk for at ændre lidt i menuen, fordi vi kedede os,” fortæller Lucas og griner.

“Nu har vi været i Aalborg et stykke tid og opdaget at danskerne elsker deres smørrebrød, og derfor vil vi lave vores egen fortolkning af det – selvfølgelig med respekt for fundamentet.

Vi kan godt lide at mikse tingene lidt op og dele vores madkultur med danskerne, så vi er meget spændte på at høre, hvad folk synes om det,” siger han afslutningsvis.

MigogAalborg var et smut forbi Kuliá for at få en forsmag på smørrebrødet, og vi må bare sige wow!

Blandingen af rugbrød, som vi kender det, med baba ganoush som smørrelse og friturestegt blæksprutte (calamares) og ristede løg på toppen er et fænomenalt miks af smag og konsistens, og vi er bestemt ikke kede af det, hvis den dansk-argentinske ret kommer fast på menukortet.

Lucas & co er måske de nye drenge i klassen på Aalborgs madscene, men de kan noget fantastisk med smag, og så er det også bare en festlig oplevelse at være omkring foodtruck’en, når spanske og engelske gloser flyver rundt mellem de fire glade venner.

Følg med hos Kuliá på Facebook og Instagram.

Hvad: Gratis smørrebrød med et middelhavstwist
Hvor: Kuliá foodtruck, foran Friis Shoppingcenter
Hvornår: Der åbnes for foodtruck’en kl. 12.00 i morgen, den 30. juni, og de gratis smagsprøver starter kl. 16.30