Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Første gang i Aalborg: Kom til stor krystal- og smykkemesse i weekenden

Af Aske Bisgaard Pedersen

Det er ikke fordi det vælter ind med begivenheder i disse tider hverken her i Aalborg eller øvrige Danmark.

Heldigvis afvikles der stadig arrangementer, der tager hensyn til Covid-19 restriktioner men samtidig får byen til at summe af liv.

Det gælder blandt andet det store Aalborg i Rødt, som er skudt i gang i dag. Du kan læse om alt det der sker de kommende dage lige her.

Men der sker en anden større ting her i weekenden.

Første gang i Aalborg

Det sker, når Aalborg og KFUM Hallen for første gang lægger lokaler til den internationale krystal- smykke- og stenmesse fra i morgen lørdag d. 5. samt søndag d. 6. september fra kl. 10-17 med boder fyldt krystaller, smykker og sten i alle afskygninger.

“På dagen vil der være 80 borde af primært professionelle ædel- og semi-ædelstensforhandlere. De driver familieejede virksomheder med stor passion og entusiasme om netop semi-ædelsten fra hele verden.

Her kan man finde alt til alle aldre og budgetter lige fra smykker, sten, fossiler til stenalderværktøjer, krystaller og mineraler”, forklarer arrangør af stenmessen, Sina Jolandeh.

Kommer fra flere lande

Sina er selv fascineret af sten og driver forretningen Vejgaard Sten, hvor han har omtrent 600 kg. sten, krystaller, mineraler og fossiler.

Det er ikke kun danske sten-entusiaster, der er at finde på stenmessen. Der vil også være folk fra Tyskland og andre lande – og der vil også være et strejf af spiritualitet.

“Vi har et godt netværk, og det er fedt, at folk vil tage helt hertil fra Tyskland og Norge for at vise deres fantastiske samlinger frem.

Der vil også være et hjørne i hallen til de spirituelle folk. Det er for eksempel sansefolk med healende krystaller eller tarotkort. Der vil desuden være trækunst for også at have noget anderledes end sten”, fortæller Sina Jolandeh.

Du skal dog ikke være bange for at troppe og tro, du laver rav i den, bare fordi du ikke er ekspert inden for sten. Arrangementet er henvendt til alle, uanset hvor meget viden man har om sten.

Første gang i Aalborg: Kom til stor krystal- og smykkemesse i weekenden

Familiemesse for alle aldre

Arrangementet i KFUM Hallen er henvendt til entusiaster, men lige så meget unge, børn og voksne, der synes, det kunne være spændende at se en masse sten.

“Det er tiltænkt som en familiemesse. Den er naturligvis også for entusiaster, men lige så meget unge, børn og voksne, der synes, det kunne være spændende at se en hel masse flotte sten – både nogle gængse og nogle af de helt sjældne.

De mest populære er ametyst, rosakvarts, bjergkrystaller og den velkendte ”tigerøje”, forklarer Sina Jolandeh.

Når messen løber af stablen, er alle sikkerhedsforanstaltninger taget. Der må maks være 250 personer inde ad gangen, men for at være på den sikre side vil der maksimalt lukkes 200 ind af gangen.

Udenfor vil der stilles fornødenheder til rådighed, hvis der skulle opstå kø og ventetid for at komme ind.

Første gang i Aalborg: Kom til stor krystal- og smykkemesse i weekenden

Dagene er lørdag og søndag d. 5. – 6. september i KFUM Hallen.

Messen er åben fra kl. 10-17 og koster 25 kr. i entré og er gratis for børn under 15 år.

Se mere og tilmeld dig begivenheden på Facebook her.

Del artikel