Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gratis entré: Fødevaremarked i Nordkraft bliver større end nogensinde

Af Jens Erik Møller

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og hvad er den uden en eller flere gode påskefrokoster med lækker mad, delikate snacks og påskebryg?

Ikke ret meget.

Derfor kan du allerede på lørdag 6. april gå på opdagelse i lokale lækkerier og specialiteter, som gør påskefrokosterne ekstra gode, og som vil imponere gæsterne, hvis du selv er vært.

Denne lørdag er der nemlig Fødevaremarked i Nordkraft, og her er netop påsken i centrum.

Der er derfor næsten garanti for, at du kan finde alt til den forestående højtid – lige fra lokale oste, marmelader og honning til aroniasaft, dansk vin, spiritus, chokolade og kaffe.

Special guest stars er en række forhandlere fra Mads in Himmerland, som kommer til Nordkraft med de bedste produkter, som laves syd for Limfjorden.

Og som besøgende kan du naturligvis smage dig frem til lige præcis de lækkerier, som du synes er lækrest, før du køber dem med hjem.

Gratis entré: Fødevaremarked i Nordkraft bliver større end nogensinde
Grøntsagschips fra Det Sunde Slik. Foto Mads Schott Taha Jensen

Lokalt øl med historie

Ingen påske uden en god påskebryg, tænker du måske, og det er der råd for. Blandt de mange stande finder du for eksempel øl fra Bie’s Bryghus, der ligger ved Hobro.

Blandt de mange varianter er deres helt særlige forårsbryg. Der er tale om en vinøs gylden stærk pilsner, der er brygget på bygmalt, humletypen perle samt økologisk rørsukker.

Øllen er en såkaldt strong lager med lidt restsødme og en alkoholvarme, der egner sig godt til danske frokostretter – den er derfor perfekt til påskefrokosten.

Bie’s Bryghus har også andre af deres øl med, og du kan derfor også tage eksempelvis Fyrkat Borgbryg, en Havnefoged porter eller Hr. Svendsen med hjem.

Danske vine

Påsken er dog også mere end øl, og blandt de mange lokale produkter på fødevaremarkedet finder du også danske vin og brændevin.

Oddekyst Vineri præsenterer nemlig rødvine, mousserende vine samt deres helt særlige drue-brændevin.

Sidstnævnte er fremstillet på de skaller, som bliver tilbage, når druerne presses til vin. Ifølge ejer af Oddekyst Vineri, Willy Sørensen, er deres drue-brændevin en dansk version af den populære italienske brændevin grappa.

De danske vine fra Oddekyst Vineri er produceret af druer plukket fra vinstokke på marker ved Als Odde, der ligger ved Mariagerfjords udmunding i Kattegat. Og alt sammen er det produceret ved håndkraft uden brug af moderne maskiner.

Også Guldbæk Vingård kommer med en række lokale vine. Den familiedrevne vingård står bag den berømte serie af vine med navnet 56° North. Produktionen af vinen er bæredygtig og med grøn økologisk samvittighed.

Er du mere til udenlandske vine, er der også råd for det. Du kan blandt andet møde Adelino, der har portugisisk vin med, og hos Den Grønne Asparges finder du spanske vine.

Chokolade, tang og ost

Til fødevaremarkedet vil der også være gin og akvavit fra Tranum Mølle Destilleri, tørret tang og andre produkter med tang fra Læsø Tang, forskellige oste fra Jyske Oste, samt kvalitetschokolade hos standene fra Aalborg Chokoladen, Mally’s Raw og Karlsen’s.

Som noget nyt kan du også gå på opdagelse i måltidskasser fra Den Grønne Asparges og høre mere om, hvad de tilbyder på ugentlig basis.

Gratis entré: Fødevaremarked i Nordkraft bliver større end nogensinde
Tangvarer fra Læsæ Tang. PR foto

Fødevaremarkedet afholdes i Kedelhallen, og du kan finde specialiteter, delikatesser og andre lækkerier fra:

Aalborg Chokoladen – chokolade og lækkerier
Tranum Mølle Destilleri – gin og akvavit
Naturkøkkenet – marmelader, sirup og andet
Den Grønne Asparges – måltidskasser
Det Sunde Slik – spis sundt, spis lækkert – snacks af tørret frugt og grønt
Læsø Tang – tørret tang og produkter med tang fra Læsø
Onkel Moustache – dip, falafel og fyldte brød
Jyske Ost – diverse oste
Staudeengen Dk – blomster og produkter med aronia
Puks Delikatesser – snacks og delikatesser
Ny Vraa – Pil, flet og kurve – og lokale råvarer
Karlsen’s – krydderier og delikatesser
Aekvatorkaffe – sydamerikansk kaffe
Adelino – Smagen af Portugal – portugisiske vine og specialiteter
Mally’s Raw Chocolate – økologiske, bæredygtige og håndlavede chokolader og snacks
Gladgris – svinekød og produkter fra glade grise i det fri

Made in Himmerland stiller op med udvalgte forhandlere:
ChateauOdde / Oddekystvineri – vin og drue-brændevin
Grangården – knækbrød
Bies Bryghus & Restaurant – øl
Guldbæk Vingård – danske prisbelønnede vine
KlosterHonning

Derudover kan man i VisitMariagers stand købe produkter fra:
Falslevgård Mølle: Mel
Farsø Bageri: brød + kager
Krastrupsøgaard Gårdbutik: Flæskesvær
Glenholm Vingård: Vingele og Vindruesirup
Mariager Sydesalt og kryddersalt

Du kan læse mere om påskens fødevaremarked i Nordkraft på Facebook og Nordkrafts egen hjemmeside.

Vender tilbage efter høst

Fødevaremarkedet i Nordkraft har efterhånden eksisteret i otte år, men i år har man valgt at nytænke markedet.

Derfor satser man i år på to store og specialiserede fødevaremarkeder.

De to markeder i 2019 arrangeres derfor med hvert sit tema. Det første er påskemarkedet 6. april, mens det andet bliver et høstmarked. Det finder sted lørdag 5. oktober 2019.

Hvad: Fødevaremarked – Påske Edition
Hvor: Nordkraft
Hvornår: Lørdag d. 6 april fra kl. 10.00

Del artikel

Andre læser også