Nyhedsbrev

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Artikler med:

Nyeste artikler

Efter succesfuldt år: Fodboldtræning for socialt udsatte og hjemløse fortsætter i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen

I snart et år har det været muligt for socialt udsatte i Aalborg at spille fodbold med ligesindede gennem projektet OMBOLD Lokalt, der har været støttet af Nordea Fonden.

Nu slutter projektet, men fodbolden for Aalborgs socialt udsatte borgere fortsætter, da kommunen vælger at støtte op om træningerne grundet den store succes, det har været. Det skriver OMBOLD Gadefodbold i en pressemeddelelse.

”Det giver et afbræk og et socialt netværk for spillerne” lyder en af begrundelserne fra kommunens side.

Projektet OMBOLD Lokalt blev etableret med det formål at give socialt udsatte voksne, der normalt ikke finder vej ind i landets fodboldklubber, mulighed for at blive en del af et fællesskab med fodboldbolden som omdrejningspunkt og derigennem opnå positive livsforandringer ift. sundhed, misbrug og ensomhed.

Et meningsfyldt fællesskab

Det er lykkedes over alt forventning at få udsatte borgere til at spille fodbold og succesen betyder, at man i Aalborg Kommune har valgt at forankre projektet med kommunal støtte, når midlerne fra Nordea-fonden ophører primo 2022.

Særligt én af lokalpolitikerne har kæmpet for den kommunale støtte. Søren Kusk, der sidder i byrådet i Aalborg Kommune, er nemlig ikke i tvivl om, at træningerne er en vigtig politisk opgave at løfte lokalt.

“I Aalborg har vi stor fokus på de udsatte og hjemløse. Så for at skabe afveksling i deres liv, satser vi også på, at der skal være plads til tiltag, der fremmer meningsfulde fællesskaber, som f.eks. idræt.

Fodbolden er det der samler her i Aalborg, og spillerne er blevet mere opmærksomme på hinanden og holder kontakten uden for banen. Det er vigtigt og noget som vi som kommune gerne vil bakke op om,” siger Søren Kusk.

Træninger spreder glæde

Den lokale træner, Ole Madsen, har mærket effekten af træningerne på tætteste hånd og er begejstret ved udsigten til, at den lokale træning fortsætter.

“For os trænere har det været helt fantastisk at være en del af. Jeg har helt klart fået et andet syn på de mennesker, der møder op. I bund og grund er det jo helt almindelige mennesker som du og jeg, men som livet har været hårdt ved. Men bagved er de nøjagtigt som os andre.

Og de kommer altid med et fantastisk humør. Vi har kunnet mærke på dem, at træningerne virkelig spreder glæde hos spillerne. Det betyder helt vildt meget for dem – også det, at det kan indgå i et fællesskab på en måde, de måske ikke er vant til. Så det er fantastisk, at træningerne kan fortsætte,” lyder meldingen fra Ole Madsen.

Ali er en af dem, som selv har deltaget i OMBOLDs lokale træninger. Han har selv følt sig forbigået i mange sociale sammenhænge. Men i OMBOLDs lokale træninger i Aalborg bliver han en del af et fællesskab.

“Jeg vil gerne takke vores bedste trænerstab. Jeg er taknemmelig over, at trænerne tager sig tid til at lave de træninger med os. De er virkelig verdens bedste trænerstab. Jeg har aldrig haft nogle så fantastiske personer som dem i mit liv. Det eneste tidspunkt, hvor jeg griner, er når jeg er sammen med dem og resten af holdet. Og det er jeg helt sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.”

Endnu mere lokaltræning

Hos OMBOLD er man også begejstret over udsigten til endnu mere lokaltræning.

“Vi er naturligvis stolte over at have været med til at stable noget på benene, som rent faktisk holder og viser sig at være bæredygtigt – selv uden finansiel støtte Nordea fonden, og som samtidig giver så ekstremt god mening, som de her lokale træninger gør.

Vi hører fra både spillere, trænere og kommuner, at det virkelig rykker noget hos de mennesker, som ellers meget sjældent oplever en følelse af fællesskab. Fodbold er indbegrebet af fællesskab, så vi er glade for, at vi kan være med til at skabe et fællesskab for nogle af dem, der har mest brug for det,” lyder meldingen fra OMBOLD Direktør Martin Pedersen.

Fakta om OMBOLD lokalt:
OMBOLD er et fodboldfællesskab for voksne i udsatte positioner – eksempelvis mennesker ramt af hjemløshed, misbrug, psykisk sårbarhed m.m. Formålet med OMBOLD Lokalt er at give socialt udsatte borgere mulighed for at træne i en lokal fodboldklub og derigennem indgå i et fællesskab, de ellers ikke har adgang til.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien