Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

“Mød” landsholdsstjernerne: Kom til gratis Digital Fodbold Festival i vinterferien

Af Emil Kjær Jørgensen

Vinterferien står for døren, og særligt i år gælder det om være kreativ for at holde de unge mennesker beskæftiget, for vi må jo desværre vinke farvel til skiferien og de helt store sociale arrangementer.

Men traditionen tro under lockdown i Danmark, sker der heldigvis masser af digitale arrangementer, som kan inspirere, motivere og underholde i en både kold, mørk og trist tid.

Et af dem er Digital Fodbold Festival, som er en helt ny festival stablet på benene af folkene bag InchbyInch, der er i fuld gang med at etablere en platform, hvor professionelle fodboldspillere giver deres viden videre – og donerer kapital til velgørenhed og breddeklubber.

Store landsholdsprofiler deler ud af deres viden

Både i uge 7 og 8 sker der masser af sjove ting, hvor der hver dag fra klokken 10.00 – 17.00 vil blive streamet interviews og inspirerende indslag via Facebook og YouTube.

InchByInch er i fuld gang med at få det fulde program klar, men allerede på førstedagen kan du møde landsholdsprofilen Daniel Wass, der får selskab af kvindelandsholdets træner, Lars Søndergaard.

Derudover vil store profiler som Robert Skov, Andreas Bjelland og Thomas Delaney også deltage på festivalen.

Udover at få en masse spændende viden og (røver)historier fra de professionelle, vil man på festivalen også blive klogere på alt fra det mentale, søvn og kost, hvor førende eksperter vil bidrage med den nyeste viden inden for de givne emner.

Du kan blandt andre møde en søvnekspert og landsholdets kok, Per Thøstesen.

Hvis man har lyst til at “møde” fodboldstjernerne helt tæt på, kan man købe billetter til gruppesamtaler med fodboldstjernerne, hvor alle pengene går ubeskåret til Fodboldfonden og Broen Danmark.

Derudover kan vi også se frem til masser af underholdning, hvor Melvin Kakooza og Malte Ebert vil stå for en masse sjov, ballade og musik.

I løbet af festivalen er der også vilde konkurrencer, hvor man kan vinde alt fra fodboldtrøjer, fodboldstøvler og masser af chokolade.

Dansk Fodbold Festival er naturligvis for alle, der er interesserede i fodbold, men den primære målgruppe er unge i alderen 12-19 år.

Kæmpe fodboldstjerner er med i ny fodboldplatform

Arrangørerne af festivalen er InchByInch, der lige nu er i fuld gang med at etablere en fodboldplatform, som har et hovedformål om at få så mange som muligt til at spille fodbold så lang tid som muligt.

De har allerede fået over 100 professionelle fodboldspilere fra verdens bedste ligaer med på platformen, hvor det er målet, at de professionelle skal gøre en positiv forskel og give en masse know how videre til den næste generation.

Indtil videre har store stjerner som Andreas Bjelland, Thomas Delaney, Pierre Emile Højbjerg, Patrick Mortensen, Jakob Ahlmann, Jeppe Tverskov, Kevin Mensah, Henrik Dalsgaard, Robert Skov og MANGE flere sagt ja.

“Vi arbejder løbende med at få endnu flere stjerner med, og vi er sikre på, at mange flere siger ja, når de snakket med landsholdskollegaerne og indser, hvor meget det også kan give dem,” fortæller Rasmus Bruun.

“Vi vil skabe en platform, hvor alle har mulighed for at snakke med deres helte og lære af dem. Mange har måske en tendens til kun at se de her professionelle spillere som kæmpe stjerner, men de har altså også været børn engang, der har kæmpet og arbejdet med en masse ting.”

For at møde stjernerne på platformen, når den bliver lanceret, skal man betale et mindre beløb, hvor mange af de professionelle spillere vælger at donere de penge til velgørenhed eller til deres barndomsklub.

Superligaprofiler vil give noget videre til næste generation

En af dem, der har sagt ja til at være med i platformen er superligaprofilen Jakob Ahlmann fra AaB.

“Det er et godt koncept, hvor man kan give lidt tilbage til dem, der har samme passion som os.

Jeg håber, at jeg kan være med til at give de unge mennesker nogle svar, og forhåbentlig skubbe dem i den rigtige retning,” siger Jakob.

Kender man lidt til Jakob Ahlmanns karriere ved man, at den desværre også har budt på flere alvorlige knæskader.

“Jeg har jo desværre en del erfaring på det område, og der vil jeg helt sikkert kunne fortælle en masse om, hvordan jeg er kommet igennem de perioder.

Men derudover har jeg jo også over 200 kampe for AaB’s superligahold med skiftende trænere, perioder med dårligt og godt spil, landsholdsudtagelse mv., som jeg kan bruge i min vejledning og snak med de unge mennesker.”

Jakob Ahlmann håber også, at han kan være med til at afmystificere hele forestillingen om “de store stjerner”.

“Superligaen er ikke mere glamourøs end, at vi også handler ind i REMA1000 og henter børnene efter skole VI har også en hverdag, der skal hænge sammen.”

Det mentale aspekt er vigtigt for at slå igennem

Jakob Ahlmann får på platformen selskab af superligakollega Patrick Mortensen fra AGF.

Et af de områder, som Patrick Mortensen vil have særligt fokus på er hans store fokus på søvn, kost og det mentale aspekt af fodbolden.

“Jeg har altid levet forholdsvis sundt, og jeg tror min kone er ved at være træt af, at vi får kylling fire dage om ugen,” siger Patrick med et grin.

“Jo ældre jeg er blevet, jo mere har jeg fået øjnene op for, hvad der skal til for at opretholde præstationen over tid. Der er søvn vanvittigt vigtigt.”

Patrick Mortensen har på egen krop mærket, hvordan et møde med en fodboldstjerne kan gøre en forskel for en håbefuld, ung fodboldspiller.

“VI havde avis-uge i 7. klasse, hvor jeg valgte at interviewe Thomas Røll, som på daværende tidspunkt var en stor stjerne i FCK. Det var så fedt, at han havde lyst og overskud til at blive kontaktet af en dreng fra Amager, som han ikke vidste hvem var.

Han brugte måske 10 minutter af sin dag, men for mig var det guld værd at møde så stor en profil. Han var jo helt nede på jorden og mega flink.

Det vil jeg enormt gerne give videre, for jeg ved, hvor meget det betyder,” forklarer Patrick.

Patrick Mortensen har de seneste 3-4 år også haft stor fokus på det mentale aspekt af det at være en professionel fodboldspiller.

“Der er så meget mere i det, end hvad folk går og tror.

Jeg har arbejdet meget med det i 3-4 år, men jeg ville ønske, at jeg havde åbnet mere op for det, da jeg var 20 år. Det håber jeg, at de unge tager til sig, for der er en grund til, at de helt store superstjerner kan levere uge efter efter uge – det er fordi, de er så mentalt stærke, at de kan være tilstede i hver enkelt kamp.”

Du kan blive meget klogere på InchbyInch her.

Du finder programmet for Dansk Fodbold Festival her.