Flyvende start på 2018: AKKC laver ny rekordaftale med KL

Hvis man har taget toget til Aalborg, er det første man ser skiltet med titlen “Aalborg – kongres og kulturby”.
Byen har nemlig stolte traditioner for både store kulturelle oplevelser og ikke mindst en rolle som en af Danmarks foretrukne kongresbyer.
Det skyldes ikke mindst Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) og deres fantastiske faciliteter, hvor mange store og små organisationer holder det ene succesfulde arrangement efter det andet.
Nu kan AKKC så afsløre, at de har indgået en rekordstor aftale med Kommunernes Landsforening (KL) på hele 19 store konferencer i 2018-2022. AKKC sikrede sig aftalen med KL efter en omfattende udbudsrunde.
Derudover kunne AKKC forleden fejre “husets” 65 års jubilæum med et tårnhøjt billetsalg. Faktisk har man på blot tre uger inde i januar passeret billetsalget for hele 2017.
Og aftalen med KL har faktisk stor betydning for hele Aalborg. AKKC skriver i en pressemeddelelse, at omsætningen i detailhandlen, restauranter og i transportsektoren stiger med cirka 2500 kr. pr. konferencedeltager.
Med 19 kongresser giver det en øget omsætning til Aalborg på lige omkring 90 millioner – eller hvad der svarer knap 200 arbejdspladser.

Stor konkurrence om aftalen
Når KL sender deres største konferencer i udbud, er der stor interesse fra alle landets kongrescentre.
Aalborg Kongres & Kultur Center har også hidtil trukket en del af arrangementerne til Aalborg, men det er ikke set tidligere, at Aalborg har trukket så mange KL-arrangementer til Aalborg på én gang.
Det bliver tale om hele 19 gange over de næste fire år, hvor den politikere og embedsfolk samles i Aalborghallen.
“Der er ingen tvivl om, at vi er meget tilfredse med resultatet. Det siger sig selv, at når 1200-1900 mødedeltagere kommer til Aalborg 19 gange, har det en meget positiv påvirkning på hoteller, detailhandel, restauranter og selvfølgelig på driften her i huset,” siger direktør for AKKC, Nicolaj Holm i en pressemeddelelse.
Et samlet Aalborg kan mere
Udover de mange konferencer, inkluderer aftalen med KL ligeså mange hotelovernatninger pr. arrangement.
KL ønskede nemlig at lave en samlet aftale med mødefaciliteter, forplejning og overnatning.
“KL-aftalen er udtryk for, at et samlet Aalborg kan mere. Vi har haft et stærkt samarbejde med Visit Aalborg, byens hoteller og ikke mindst med vores egen Restaurant Papegøjehaven. Resultatet er et udtryk for, at det samarbejde fungerer,” siger Nicolaj Holm.
Den unge AKKC-direktør er også ovenud stolt over billetsalget, som allerede har passeret hele 2017.
“Da vi indgik kontrakterne om de store musicals og f.eks. Jeff Dunham og Jimmy Carr, var det om at have lidt is i maven, for vi taler om store og dyre kontrakter.
Og så har vi jo også melodi grand prix lige om lidt med tusindvis af publikummer i Gigantium. Heldigvis er isen smeltet, og nu bobler det i maven, som var det champagne, og vi er meget glade for at satsningen har båret frugt,” siger en tilfreds Nicolaj Holm.