Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Flores landet i Aalborg: Jeg har tilbud fra andre klubber

Af Emil Kjær Jørgensen
MigogAalborg mødte Edison Flores ved ankomsten til Aalborg tirsdag aften
MigogAalborg mødte Edison Flores ved ankomsten til Aalborg tirsdag aften

Superligaen har været i gang i flere uger nu, og AaB har allerede vundet sæsonens to første kampe.

Men spillerne og AaB-ledelsen har spejdet forgæves efter VM-spilleren Edison Flores, der ifølge AaB egenhændigt har forlænget sin sommerferie uden tilladelse.

Det store spørgsmål har været, hvornår Flores så kommer tilbage til Aalborg. Svaret kom 20.45 onsdag aften, da Flores landede i Aalborg Lufthavn.

MigogAalborg tog imod ved ankomsthallen

Som eneste medie tog MigogAalborg imod den offensive Peru-profil, som virkede afslappet i selskab med sin kæreste.

Edison, du er lige landet i Aalborg. Men hvorfor først nu?

“Jeg har haft nogle personlige ting, jeg har været nødt til at forholde mig til. Jeg har talt med Allan (Gaarde, sportsdirektør). Men nu er jeg her, og i morgen er det tilbage til træningen.”

Men Allan Gaarde har selv udtalt, at du ikke har fået tilladelse af klubben til at komme senere. Hvad siger du til det?

“Som sagt så har der været nogle personlige forhold i Peru, som har været nødvendige for mig at blive. Jeg har hele tiden været i kontakt med Allan. Der har ikke været de store problemer i det, og nu jeg klar til at komme tilbage.”

Er det din plan at blive i Aalborg, eller hvordan ser din fremtid ud?

“Det ved jeg ikke. Der er et par tilbud fra andre klubber for at jeg kan skifte, men lige nu er der intet afklaret. Jeg har stadig to år tilbage af min kontrakt her i klubben.”

I Peru siger man, at din agent kommer hertil for at afklare din fremtid. Er det sandt?

“Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har ikke lige snakket med ham. Jeg ved han er i Europa, og jeg tror, at han en af de kommende dage også kommer til Aalborg.”

Er der tilbud fra eksempelvis Spanien?

“Sandheden er, at det er jeg ikke helt klar over. Der er tilbud, og der er andre muligheder, men vi må se tiden an.”

Så du er tilbage til træning i AaB torsdag?

“Ja, i morgen starter jeg træningen igen.”

Hele samtalen med Edison Flores giver meget god mening i forhold til det en peruviansk journalist fra ESPN skrev tidligere på dagen.

Løst oversat betyder det noget i retningen af:

“Édison Flores rejste til Danmark i dag, men han ville ikke blive i Aalborg. Næste uge afklares hans situation, når hans agent Carlos Gonzales beder om et møde med den danske klub for at fremlægge de tilbud, der er på bordet og lukke en aftale, hvis det er gavnligt for alle parter.”

Del artikel