Fra Bornholm til Aalborg: Flødebolle-is hitter hos isbutik
Det varme sommervejr har fået mange til at søge mod byens isbutikker, og hos Isværftet er en populær favorit nu tilbage på menuen.
Der er nemlig igen flødebolle-is at få hos isbutikken, som de seneste år har haft stor succes med den anderledes isvariant.
Og der er ikke bare tale om en flødebolle blandet i is.
Hos Isværftet består den ene variant af en valgfri kugle is, en flødebolle fra Aalborg Chokolade og softice med drys, serveret i vaffel.
Derudover fås også en version med flødebolle fra Anker Chokolade, softice og topping.
Det er med andre ord en is, der fylder lidt mere end den klassiske vaffel, både i smag og udtryk – og du skal være bare en anelse sulten, for at kunne sluge denne.
Idéen til flødebolle-isen blev for nogle sæsoner siden fløjet direkte ind fra Bornholm, hvor en stamgæst havde smagt den.
Isværftet var med på idéen, og smed den straks på menuen – og den hitter altså stadig.
Hos Isværftet er der dermed igen noget for dem, der gerne vil have lidt mere end bare to kugler og guf, også selvom de klassiske is stadig er det, mange går efter.
Flødebolle-isen er altså tilbage som en af sommerens mere iøjnefaldende fristelser hos Isværftet.