Flere tomme lokaler: Tre barer lukker og slukker i Gaden
Der er flere og flere tomme lokaler i byens famøse festgade.
Den seneste måned er tre barer lukket og slukket i Jomfru Ane Gade.
Fabrikken er lukket og afleverede nøglen til lejemålet den 1. juni.
Zurf Bar er lukket med udløb af kontrakten den 1. juli.
Begge steder ejes af REKOM, der også i 2023 tog konsekvensen af det faldende antal besøgende og lukkede Giraffen og Mexi Bar (Giraffen er sidenhen blevet renoveret og er genåbnet med en ny ejer bag roret).
Også Rex har mørklagte lokaler og står som “under konkurs” på CVR-registret. MigogAalborg har forsøgt at række ud til ejeren uden held.
Læs også: Påvirker trafikken: Stort graverarbejde påbegyndes på torv 
Færre gæster og høj husleje
MigogAalborg kontaktede REKOM for at høre nærmere om lukningerne af Zurf Bar og Fabrikken.
Henrik Foget Jensen, der er senior lead specialist for REKOM, forklarer at det ikke længere er rentabelt for dem at holde barerne åbent.
“Der er langt færre gæster i Gaden nu end, der har været tidligere.
Vi bliver nødt til at være på forkant og være fornuftige med forretningen,” forklarer han og tilføjer, at antallet af gæster ikke længere hænger sammen med huslejen.
“Vi har noget af Danmarks højeste husleje i Gaden, og det kan vi ikke lave drift i,” konkluderer han.
Med de seneste lukninger har REKOM følgende beværtninger tilbage i Gaden: Andy’s, Zwei Grosse, Guldhornene, Heidi’s Bier Bar, The Drunken Flamingo og Den Nordjyske Ambassade.