Flere gik i fælden: Større razzia i det centrale Aalborg i nat

Politiet gennemførte i aftes en større razzia målrettet spritbilister i det centrale Aalborg.
Man stoppede blandt andet biler på Limfjordsbroen og ved Limfjordstunnelen på motorvejen. Det skriver Nordjyske.
Her blev blandt andet spritbilister fanget i kontrollen ligesom der var en bilist, som blev sigtet for narkokørsel.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg oplyser til Nordjyske, at en spritbilist blev taget med en promille på 1,5, hvilket er en voldsom forseelse.
Ellers melder Nordjyllands Politi om en rolig aften i byens gader, hvor der var tomt i Jomfru Ane Gade efter midnat med de nye restriktioner trådt i kraft.
Havde varslet stor kontrol
Politiet havde faktisk varslet den store kontrol på forhånd.
Landsdækkende har man nemlig valgt at sætte fokus rettet mod de store julefrokostdage, fredage og lørdage i ugerne op til jul.
Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden.
Ydermere vil politiet gennemføre målrettede spirituskontroller 1. og 2. juledag hvor julefrokosterne typisk står i familiens tegn.
Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.
De landsdækkende julespirituskontroller vil løbe frem til og med søndag den 26. december 2021.
Ved de tilsvarende julespirituskontroller i 2020 blev i alt 432 bilister sigtet for spirituskørsel og 784 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.
Derudover blev der registreret 143 trafik-ulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 25 ulykker, hvor føreren blev mistænkt for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
“Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet.
Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre,” siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.