Lidt for meget fest: Flere sigtet til Tobias Rahim-koncert
Flere koncertgæster fik lørdag aften en noget anderledes afslutning på festen i Skovdalen.
I forbindelse med Skovrock, hvor Tobias Rahim stod på scenen, sigtede Nordjyllands Politi flere personer for besiddelse af euforiserende stoffer.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
I ét tilfælde blev en person fundet med en salgspose med hvidt pulver. Personen erkendte forholdet og forklarede, at der var tale om kokain.
Posen indeholdt 0,70 gram, og en test viste ifølge politiet positivt resultat for kokain.
Afsløret af hvidt pulver i næsen
En anden mand vakte patruljens opmærksomhed, da han kom fra toiletområdet.
Ifølge politiet havde han hverken benyttet pissoiret eller vasket hænder, og da betjentene tog kontakt til ham, kunne de se rester af hvidt pulver i hans venstre næsebor.
Manden blev samtidig mistænkt for at have smidt en mindre pose fra sig. Posen blev sikret af politiet, og indholdet blev testet positivt for kokain.
Der var 0,10 gram i posen.
En tredje person blev ved en visitation fundet i besiddelse af en salgspose med 0,35 gram kokain.
Læs også: Anmeldelse: Tobias Rahim erobrede Aalborg med fest og følelser Nåede næsten at indtage pulveret
I en fjerde episode greb en civilpatrulje ind, da en person ifølge politiet gjorde antræk til at indtage hvidt pulver.
Personen blev sigtet og blev efterfølgende fundet i besiddelse af 0,19 gram kokain.
Dermed endte flere af lørdagens koncertgæster med en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer efter aftenen i Skovdalen.