Fællessang under træerne: Fire nye navne er klar til Skovrock 2026
Skovrock er et af årets helt store højdepunkter i Aalborg.
Tidligere på måneden kunne Skråen afsløre, at Tobias Rahim spiller i Skovdalen næste sommer.
Nu er de klar til at offentliggøre hele fire nye navne, som bliver en del af den eftertragtede Skovrock-pakke, som plejer at blive udsolgt på kort tid.
De nye navne er Guldimund + Zar Paulo, Gnags, Lars Lilholt Band og Madsen + Poul Krebs.
”Efter flere år, hvor pakken er blevet revet væk på rekordtid, er vi igen klar med et stærkt tilbud til alle, der elsker magiske sommeraftener i Skovdalen,” siger Ole Jørgensen, formand for Skråens Venner.

Årets Skovrock-pakke indeholder igen i år billetter til fire forrygende koncerter i Skovdalen – og prisen er fortsat bare 595 kr. for hele pakken.
Dermed får publikum mulighed for at sikre sig en sommerklar billetpakke til nogle af landets eftertragtede kunstnere.
Skovrock-pakken 2026 indeholder billetter til følgende koncerter:
13. juni: Guldimund + Zar Paulo
19. juni: Gnags
8. august: Lars Lilholt Band
29. august: Madsen + Poul Krebs
Tilbuddet gælder til og med 1. februar 2026 – eller så længe lager haves.
*Det vil naturligvis også være muligt at købe billetter til de enkelte koncerter.
Billetsalget til disse fire koncerter samt Skovrock-pakken er netop startet. Læs mere og find billetter via skraaen.dk. Billetter kan også købes i Salling (Aalborg) og i Skråens Billetcafé (torsdag kl. 15-17).

Tobias Rahim lander også i Skovdalen
Udover disse fire koncerter, er Tobias Rahim allerede offentliggjort til at indtage scenen i Skovdalen den 15. august.
Her kan publikum på alle måder se frem til en magisk og energisk aften, når hitmageren er klar med store hits som “Mucki Bar”, “Stor mand” og “Flyvende Faduma”.
Men programmet er langt fra i mål endnu. Der er mange flere spændende navne på vej, som bliver præsenteret de kommende uger.