Filmklassiker bliver til musical: Bodyguard kommer til Aalborg

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Musicalen The Bodyguard baseret på filmsuccessen har allerede bjergtaget millioner og kan næste år opleves i AKKC.

Stortalentet Andrea Lykke Oehlenschlæger skal spille Whitney Houstons legendariske rolle som Rachel Marron, og Kevin Costners titelrolle som bodyguarden Frank Farmer spilles af Johannes Lassen.

Musicalen har allerede været på verdensturné med stor succes, og rammer Aalborg Kongres & Kultur Center i november 2020.

Én af 1990’ernes allerstørste filmsuccesser er blevet omsat til musical, og får danmarkspremiere næste år.

En hyldest til Whitney Houston

The Bodyguard – The Musical kommer efter en spilleperiode i Tivoli rundt til seks danske byer, og kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fra onsdag 25. til søndag 29. november 2020.

Musicalen The Bodyguard er baseret på den populære klassiske Hollywood-film af samme navn og er en spektakulær hyldest til Whitney Houstons fantastiske sange.

Musicalen kommer ikke kun til at indholde filmens megahits: ”I Will Always Love You”, ”Run to You”, ”Queen of the Night”, ”I Have Nothing” og ”I’m Every Woman”, men flere end 20 af Whitney Hustons allerstørste hits som ”Saving All My Love”, ”I Wanna Dance with Somebody”, og ”One Moment in Time”.

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler.

Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærlighedsnat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel.

En produktion af THE BODYGUARD – THE MUSICAL står og falder med den kvindelige hovedrolle.

Det kræver en sangerinde og skuespiller af en vis kaliber for at kunne bære Whitney Houstons mange fantastiske sange og ikoniske præstation som Rachel Marron.

Langkjær Entertainment og Live Nation, der i fællesskab har produceret musicalen, har fundet et nyt stortalent i Andrea Lykke Oehlenschlæger.

Stjernespækket cast

Castet er faktisk spækket med dygtige folk:

I titelrollen som bodyguarden Frank Farmer kan blandt andet nævnes efterhånden velbevandret tv- og filmskuespiller Johannes Lassen, som skal løfte arven efter Kevin Costner.

I andre centrale roller ses bl.a. Lea Thiim Harder som Rachels jaloux søster Nicki og David Owe som den skræmmende stalker.

I alt medvirker et stort ensemble på 25 personer inklusiv otte topdansere fra Los Angeles.

Billetter til The Bodyguard – The Musical i Aalborghallen 25.-29- november 2020 sættes i salg fredag 25. oktober 2019 kl. 10.00, og kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk og ticketmaster.dk. Billetprisen inkl. gebyr er O:650 kr., A:590 kr., B:540 kr., C: 470 kr., D: 420 kr.

Stor redningsaktion her til morgen: Rådyr reddet op af Limfjorden

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Nordjyllands Beredskab
Foto: Nordjyllands Beredskab

I går aften kunne vi berette, at Nordjyllands Politi var nødt til at rykke ud i Limfjordstunnelen, da en mand simpelthen kom gående med sin cykel i sydgående retning. Den historie kan du læse lige her.

Her til morgen var det så et andet sted i Limfjorden, at der var kommet en på afveje.

Tidligt tirsdag morgen, kl. 06.30, blev Nordjylland Beredskab nemlig kaldt ud til en noget speciel redningsaktion. Det bekræfter de over for MigogAalborg.

Klokken cirka 06.30 blev der observeret et svømmende rådyr i området mellem Musikkens Hus og Stigsborg Brygge, som faktisk er ret tæt på selvsamme område, hvor der lige nu plasker en delfin rundt.

Men som en vaskeægte Disney-historie endte det hele lykkeligt.

Foto: Nordjyllands Beredskab

Da MigogAalborg kontaktede Nordjylland Beredskab var beredskabsmester René Jensen netop færdig med dagens vagt, men til TV2 Nord siger han:

“Så snart vi kommer i land, sætter vi rådyret fri på det grønne græs ved bådlauget. Vi kan ikke køre det længere op i skoven, for det var aggressivt og bare gerne ville afsted.

Det rystede også og var skræmt oven på oplevelsen, men det så ud til at have det godt og havde ikke taget skade.”

Flyv til København for 299 kr.: DAT sætter “Først til Mølle” billetter til salg i dag

Skrevet af: Michael Qureshi

Som vi kunne fortælle forleden, så starter det danske regionale flyselskab DAT med at flyve på den populære indenrigsrute Aalborg-København fra mandag d. 8. juni.

Flyselskabet tilbyder allerede billige billetter på ruten fra 399 kr. hver vej, og i dag tirsdag d. 2. juni starter de så med et helt vildt tilbud.

Den første tirsdag i hver måned kører man nemlig med kampagnen -´Først til mølle´, og klokken 12.00 i dag sætter man altså et antal billetter til salg for en særdeles skarp pris.

Gælder både København og Bornholm

Det gælder faktisk både til København og Bornholm fra Aalborg, og i anledning af åbningen af København-ruten sættes ekstra mange billige billetter i salg.

“Alle vores billetter på alle vores ruter i Danmark bliver sat til salg for kun 299,- DKK per vej.

Idet juni er første måned på vores nye rute mellem Aalborg og København, sætter vi ekstra mange billetter til salg i dag til ’Først til mølle.’” udtaler DAT’s direktør Jesper Rungholm til MigogAalborg.

Han tilføjer;

“Men du skal være hurtig, da vi normalt har udsolgt, allerede en time efter de bliver sat til salg klokken 12 middag samme dag.”

Køb nu – og flyv næste måned

DAT’s Først til mølle billetter gælder for den efterfølgende måned. – Dvs. billetter du køber i juni, er gældende for juli måned.

Da det ser ud til at de danske grænser er lukket henover sommeren, er det en oplagt mulighed at få fingre i ekstremt billige billetter til København, eller Danmarks ferieø nummer 1, Bornholm!

Her flyver DAT nemlig også til direkte til fra Aalborg hele sommeren.

Sid klar ved tasterne klokken 12.00 i dag og klik ind her på dat.dk for de helt særlige billige billetter.

Kom på afveje: Mand kom gående med sin cykel i Limfjordstunnelen

Skrevet af: Michael Qureshi
Foto: Kim Matthai Leland
Foto: Kim Matthai Leland

Det er ikke hver dag, at politiet må kaldes ud til en person, der går midt i Limfjordstunnelen.

Men det skete her 2. pinsedag til aften. Først blev det meldt ud på Vejdirektoratets side, at bilister skulle være opmærksomme på en person, der gik i tunnelen.

Nu bekræfter Nordjyllands Politi overfor Nordjyske, at man rykkede ud til en gående person i Limfjordstunnelen. Manden kom simpelthen gående med sin cykel i sydgående retning.

Var ikke beruset

Politiet måtte først dirigere trafikken over i det andet tunnelrør, før de kunne sende betjente afsted ind for at standse manden.

“Hvordan dælen han er endt dernede, kunne vi godt tænke os at vide, for det kunne jo være endt i noget værre noget,” siger vagtchef Per Jørgensen til Nordjyske.

Politiet fortæller desuden, at manden ikke var beruset.

Generelt har det ellers været en stille 2. pinsedag for Nordjyllands Politi. På Twitter har de lagt adskillige opslag lige fra Aalborg, Frederikshavn og Skagen.

Mange har været ude og nyde det gode vejr, men folk har været gode til at holde afstand og udvise hensyn, oplyser Nordjyllands Politi.