Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fik påbud: Kunstnere bag Sankt Hans-skulptur beder om hjælp

Af Emil Kjær Jørgensen

Hvis du vil opleve et spektakulært Sankt Hans-bål i Aalborg, er der ingen tvivl om, hvor du skal tage hen.

I Fjordbyen har Mikkel Munk Iversen og Christian Steen Møller, begge med et hus i Fjordbyen, skabt helt unikke Sankt Hans-skulpturer, der hvert år har trukket masser af aalborgensere til området.

Der er mange særlige ting ved denne tradition, men det mest kontroversielle er nok, at skulpturerne netop brændes ned kort tid efter, de er blevet bygget op.

Det har fået mange borgere til at ærgre sig højlydt, men både Mikkel og Christian har holdt fast og bibeholdt det alligevel.

Har fået påbud

Igen i år er der planer om endnu en skulptur i Fjordbyen, bygget af genbrugsmaterialer.

Denne gang er der dog opstået bump på vejen, der gør, at makkerparret endnu ikke har processen på plads.

De flotte træskulpturer har nemlig indtil nu været bygget af engangspaller fra transportindustrien, der altså fik nyt, smukt liv ved Limfjorden.

Men det er slut nu.

Fik påbud: Kunstnere bag Sankt Hans-skulptur beder om hjælp
Sådan så skulpturen ud i 2022

“Klima og Miljø har vurderet, at risikoen for forurening af træet udgør en for stor miljøforurening.

Derfor har vi fået påbud om, at vi ikke længere må bruge de samme materialer,” fortæller Mikkel Munk Iversen til MigogAalborg.

Mikkel og Co. har altså været nødt til at sadle lidt om i år og sigter i stedet imod, at årets skulptur skal bygges af spildprodukter fra industrien, der lever op til de miljømæssige krav.

Beder offentligheden om hjælp

Da man blandt andet skal ud og købe produkter fra industrien, har man i år valgt at lave en MobilePay-box, hvor man kan donere et valgfrit beløb for at støtte det særprægede Sankt Hans-bål.

I år drømmer Mikkel og Christian om at bygge en skulptur på intet mindre end 20 meter.

“Vi er heldigvis løsningsorienterede, og Fjordbyen skal naturligvis have et skulpturelt Sankt Hans-bål, som de plejer. Vi drømmer om at bygge en 20 meter lang og 8 meter høj skulptur i år,” forklarer Mikkel.

Mikkel vil endnu ikke løfte sløret for, hvad de bygger, men han lover, at det bliver spektakulært.

“Jeg kan afsløre, at den har både hoved og hale, men så siger jeg heller ikke mere,” siger han med et grin.

Fik påbud: Kunstnere bag Sankt Hans-skulptur beder om hjælp
Sådan så skulpturen ud i 2023.

Doner til projektet

Det giver sig selv, at en så stor skulptur kræver en stor bunke materialer. Og da det i år også er blevet sværere at skaffe, håber Mikkel og Christian på aalborgensernes hjælp.

“Vi har samlet 5000 kr. ind indtil videre, men vi drømmer om at indsamle lidt mere for at det hele kan løbe rundt.

Med en så stor skulptur er vi bl.a. nødt til at leje en lift i flere dage for at kunne nå toppen af skulpturen.”

Hvis du vil donere til skulpturen, kan du gøre dette på MobilePay Box: 6869YX.

“Selv det mindste beløb er kærkomment. Hvis man har materialer, som man vil donere, så er det vigtigt, at man har dokumentation på det. Ellers må vi ikke brænde det af.”

Hvorfor skal den brændes af?

Den helt særlige skulptur bliver – traditionen tro – brændt af, når Sankt Hans løber af stablen.

Det har de andre år skabt decideret ramaskrig blandt Aalborgs borgere, som synes, at skulpturerne er så flotte, at de burde stå der til evig tid.

Men det er netop det helt særlige ved Sankt Hans-skulpturerne i Fjordbyen.

“Jeg savner ofte, at man går efter det lidt mere ekstraordinære, hvor man får en wauw-oplevelse, der er noget særligt for Aalborg.

Det synes jeg, vi har skabt med de her skulpturer i Fjordbyen, der både er til glæde og gavn for Fjordbyen og resten af Aalborg,” siger Mikkel.

Skulpturen bliver brændt af til Sankt Hans den 23. juni.

I Fjordbyen vil Sankt Hans-festen også blive markeret med taler og musikalske indslag … og en “beskeden” skulptur-afbrænding.

Del artikel

Andre læser også