Fik kommunist-symbol malet i ansigtet: Byrådskandidat tager det som et kompliment
Da Steffen Helledie fra Radikale Venstre forleden fik videresendt en snap af sin valgplakat, der hang ved universitetet, spærrede han øjnene op.
For nogen havde været ude med spraydåsen og malet et rødt “hammer og sejl” oveni hans ansigt. Så førstegangsopstilleren gjorde det eneste rationelle: Han tyede til Facebook.
Men ikke for at rase over det.
“Jeg synes faktisk, det er sejt, at der er nogen, der gider at male på mig. Det styrker mit ego lidt,” siger han med et grin.
“De har jo gjort sig umage. Man skal altså have nogle gode evner for at male det dér – det er gjort med en vis præcision,” siger han.
Steffen Helledie er førstegangs-opstiller, og han synes generelt, at valgplakater er for kedelige.
Derfor har han gjort en stor indsats for at lave alternative valgplakater, der hænger rundt omkring i Aalborg.
Blandt andet på havnen med teksten “Der er IKKE ANDRE fisk i havet” eller “Det er ikke din skyld, at du ikke fanger noget”.
Han har sågar lavet plakater med indbygget altankasser med grønne planter i – en af dem hænger lige uden for McDonald’s på Østerågade ved Nytorv.
“Nu er der så én, der har været kreativ på min plakat. Det kan ikke bringe mit pis i kog. Jeg ville selvfølgelig ærgre mig, hvis det var alle mine plakater, der var ødelagt,” siger han.

Han ærgrer sig desuden, når hans kollegaers valgmateriale bliver udsat for hærværk, som da Maj-Britt Kjærs banner blev stjålet eller Maja Torps banner blev ødelagt.
Men hærværket mod hans egen valgplakat kan i dette tilfælde altså ikke gøre ham vred eller irriteret.
Placeringen af hærværket ved netop universitet får ham da også til at trække lidt på smilebåndet, selvom han understreger, at det er en udemokratisk måde at føre “valgdebat” på.
“Jeg har valgt at lade den hænge. Jeg synes placeringen lige mellem Jura- og Økonomi-studierne er komisk, nu hvor det er et hammer og sejl, der er blevet malet.
Jeg er ikke så bange for, at det er lige i dét område, at grafitti-budskabet kan skabe ringe i vandet” siger han med et grin.
Han ærgrer sig mere over, at så stor en del af valgkampen ender med at handle om valgplakater.
“Nu har vi to jo talt om valgplakater i 10 minutter,” siger han opgivende til MigogAalborgs journalist.
“Jeg ville hellere tale om politik – og Kulturhovedstaden, som er et super godt initiativ,” siger han med et smil og en reference til MigogAalborgs artikel om Kristoffer Storms modstand mod Kulturhovedstads-konceptet.
“Men nu snakker vi igen om valgplakater,” griner han.
Læs også: Vil bremse kæmpe-projekt: Toppolitiker vil spare Aalborg for 83 millioner kroner