Byder foråret velkommen: Festlig karnevalsparade indtager Aalborg midtby
Sneen er smeltet, og solen titter frem.
Nu kan vi ikke benægte at foråret er på vej, og det fejrer Aalborg Karneval og Sambaskolen Poco Loco i weekenden.
Lørdag den 18. marts klokken 11.00 skrues der op for fest, farver og musik, når karnevalsparaden Carrus Navalis triller gennem Aalborg midtby.
Paraden starter ved Huset i Hasserisgade, går gennem Bispensgade til Gabels torv og videre ad Algade for til sidst at vende tilbage til Huset i Hasserisgade igen.
Skræmmer onde ånder væk
Sambaskolen Poco Loco kalder foråret frem med trommer og samba-dans, mens en vogn trækkes gennem gaderne.
Carrus Navalis betyder havets vogn, og Sambaskolen skriver, at optoget består af følgende symbolske elementer:
- Front: Flagbæreren går forrest og fremviser det flotte banner/flag med Karnevalets logo
- Afsked: Dunkelfolket fra Fosdalen og klokkemænd med riskoste jager imaginære ånder, mørket og vinteren væk og sender gys i publikum
- Proklamationen: Båden trækkes over land af flere flotte matroser. Fra båden fyger ukvemsordene fra Kaptajnen og hans matroser, der fortæller sandheden om landkrabber og bolværksmatroser. Kanonlauget arbejder på – igen i år – at give foråret et ordentligt knald.
- Rituel såning: I foråret lægges sæden til det liv, der skal spire frem af jorden, sindet og kroppen. Jorden og byens gader pløjes af middelalderploven, som trækkes af et okseforspand
- Plovmanden styrer ploven og pisker om nødvendigt sine okser fremad. Såkvinden følger efter og spreder fantasiens og livets sæd over gader og stræder. Intet gror dog uden solen. Derfor hylder de også solen, som mange folkeslag gennem tiderne både har tilbedt og ofret til. Den flotte kopi af Solvognen bliver værdigt båret i optoget
Paraden er en gammel hedensk tradition, og formålet er at byde foråret velkommen og skræmme de onde ånder væk.
Læs mere om begivenheden her.