Rosé fra hele verden: Kom til stor festival med middag og rosésmagning

Rosé rimer på sommer og sol… Ikke i den mest bogstavelige forstand, men det bliver ikke meget mere sommer, end når man sidder med et glas rosé på terrassen.
Derfor har Vinslottet taget en helt særlig opgave på sig: De vil gøre aalborgenserne klar til rosésæsonen.
I den anledning har de valgt at slutte sig sammen med Fusion, der har kreeret en menu, som gør sig ekstra godt til de lyserøde dråber.
Den 17. maj inviterer de derfor på roséfestival fra kl. 13-17 med efterfølgende seks retters menu og rosésmagning hos Restaurant Fusion.
Den fulde oplevelse
Hvis du gerne vil have den fulde oplevelse og bare ikke kan få nok af rosé, kan du starte ud med eftermiddagens roséfestival og fortsætte med en lækker middag designet af Fusion.
Vinslottet og Fusion har nemlig sammensat en fantastisk pakke til dig, hvor du både kommer forbi en lang række rosévine og en menu, som går hånd i hånd med den lyserøde vidunderdrik.
Under Roséfestivalen kan du udforske et udvalg af rosévine fra hele verden, og du får chancen for at smage intet mindre end 30 forskellige slags rosévine.
Læs også: Rosé i stride strømme: Nu får Aalborg en helt ny stor roséfestival Udover et mangfoldigt udvalg af rosévine vil festivalen også byde på smagsprøver af orangevine, forskellige cremants, cava, champagner og andre boblevine. Du vil også få mulighed for at prøve Rosèport fra Quinta de la Rosa, en af Vinslottets mest populære dessertvine.
Efter festivalen fortsætter herlighederne med en overdådig middag hos Fusion med rosésmagning.
Fusion har designet menuen
Aftenens menu består af seks serveringer, der er designet til at passe perfekt til de forskellige rosévine, som bliver serveret dertil.
De seks serveringer får selskab af et glas velkomst roséchampagne og ni forskellige rosévine.
Velkomst:
Brut Rosè Nv, Alain Thienot, Reims.
Toast – spicy laks – Hvedekugle – ramsløg – silderogn
Forret:
Tataki laks – ponzu – ørredrogn – springløg
Hertil 2 klassiske franske Rosè vine:
Sancerre Rosè 2023, Domaine Roger Champault, Loire & Chateau Roubine Premium 2023, Cru Classè, Provence
Mellemret:
Dampet hvidfisk – karamelliseret fiskesauce – sennepsfrø
Hertil spansk Rosè vs Italiensk Rosè
Filarino Rosè 2022, Poderi dal Nespoli, Emilia Romagna & Herencia Altes Rosè 2022, Terre Alta, Penedes
Hovedret:
Unghanebryst – sæsonens grønsager – hønseglace – petit kartofler
Hertil 2 fantastiske Orangevine
Orange Nespoli 2022, Emilia Romagna, Italien & Tremantiere 2021, Herencia Altes, Terre Alta, Spanien.
Osteret:
3 slags ost fra Arla Unika
Hertil 2 Top- Rosè vine fra Cru Classè slotted Chateau Roubine, Provence
Lion & the Dragon Rosè 2022 & Inspire Rosè 2022
Dessert:
Yuzufromage – lime- ingefærsorbet – brunsvigersauce – friske bær
Hertil Rosè-port fra Quinta de la Rosa
Om aftenen kommer du helt tæt på rosévin, hvordan man producerer den og historien bag de forskellige vinhuse, der fremstiller vinene.
Du vil nemlig blive taget i hånden af David Andreasen fra Vinslottet gennem hele vinmenuen, så du går derfra som en vaskeægte rosévinkender.
Menuen plus vinmenu får du for 995 kroner, og her er vinmessen om eftermiddagen inkluderet i prisen. Prisen for vinmessen uden aftenens menu er 250 kr. pr. mand.