Fest til den lyse morgen: Nyt morgenværtshus åbner i Gaden på fredag

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Hvis man har boet i Aalborg i mange år, så kan man måske huske det legendariske nat- og morgenværtshus Onkel Tom.

Siden har konceptet med nattelivsted der holder åbent til den lyse morgen haft sine kvaler i Aalborg. Men nu får Jomfru Ane Gade en ny bar med det koncept, mange har savnet i Aalborg.

Natten mellem fredag og lørdag i denne uge åbner Tyren i lokalerne ovenpå legendariske LA Bar.

Tyren bliver en rigtig hyggelig bar med fokus på Aalborg, og byens behov og historie – heraf navnet.

Åbner klokken 03.00-10.00

Som den eneste beværtning i byen kommer Tyren til at have morgenbevilling, og åbner derfor først kl. 03.00 men kører så til gengæld på helt til klokken 10.00.

På Tyren vil der blive spillet god og glad musik, som man kan danse og synge med til.

Der vil være mulighed for at rafle og spille beerpong.

Gratis rundstykker i åbningsweekenden

“Vi glæder os meget til at byde nattelivets gæster velkommen til vores nye bar.

Med Tyren får vi mulighed for at tilbyde gæsterne en kontrolleret og hyggelig morgenfest, så de ikke skal hjem og holde fester i deres lejligheder i byen.

Vi håber det kan være med til at give et mere roligt miljø og sikre nogle trygge rammer for vores gæster,” siger Kristoffer Storm, Head of Marketing and Relations i barkoncernen Rekom.

I åbningsweekenden vil der være gratis rundstykker fra kl. 05.00 til 07.00 samt DJ.