Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter

Af Aske Bisgaard Pedersen
Arkivfoto
Arkivfoto

Vejret er fortsat gråt, vådt og ikke særligt sommerferievenligt. Der er i hvert fald ikke fare for hedebølge de næste mange dage.

Men i stedet for at surmule over, at vejret ikke indbyder til at tage tur til stranden eller at slentre gennem gågaden med en is i hånden, hvorfor så ikke i stedet få det bedste ud af det?

Det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe med!

Derfor har vi lavet en liste med indendørsaktiviteter, man kan give sig i kast med:

Brætspil

Brætspil er unægteligt en af de hyggeligste ting på listen, hvis man skal forklare “dansk hygge”.

Om det bare er to-og-to med kæresten, du er afsted med vennerne, eller om hele familien skal nyde noget at drikke over en gang Partners, Sequence, Ludo eller hvad end favoritspillet er.

Vi er dog heller ikke for hellige til at indrømme, at en uheldig runde Matador har resulteret i knap så flatterende gloser og midlertidige uvenskaber.

Men uanset hvad, så er der flere hyggelige brætspilscaféer i Aalborg.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter
Brætspil hos Basement Beer Bar

Der er den dedikerede brætspilscafé på Sankelmarksgade, Dice ‘n Drinks, der er et sandt brætspilsmekka med over 700 forskellige spil at vælge mellem.

Basement Beer Bar i den hyggelige kælder på Løkkegade er ideel, hvis du elsker øl … som i RIGTIG gode øl, kombineret med en gang brætspil lige fra fra Sequence og Risk til Trivial Pursuit, Partners og Cluedo m.m.

Der kan også spilles brætspil lige ved Gaden hos Borgergade 2, hos Kaffebaren, Café Ulla Terkelsen og flere steder i Aalborg.

Se og læs mere om alle stederne i vores komplette guide til brætspilscaféer i Aalborg.

Padel

Har du endnu ikke fået prøvet sporten, der er eksploderet allermest i popularitet de seneste år?

Så er det nu, du skal slæbe familie og venner med en tur i et af Aalborgs padelcentre.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter
PadelPadel i Svenstrup

Det er nemt at gå til. Du skal blot booke en bane, og så kan du som regel låne bat og købe bolde i centrene.

I Aalborg kan du spille hos Padel Lounge ved Eternitten, Match Padel i City Syd eller PadelPadel i Svenstrup.

Hvis vejret ikke er alt for køligt er der også mulighed for at spille udendørs – nogle steder er der overdækket med åbne sider.

Priserne varierer, men hvis du har mulighed for at spille tidligt på dagen i hverdagene, er der gode penge at spare i centrenes low-time-perioder.

Se hele vores guide til padelcentre i Aalborg og Nordjylland.

Svømmehal

Hvis turen ikke går sydpå til hedebølge og en pool to meter fra solsengen, behøver du selvfølgelig ikke holde din indre vandhund tilbage.

Det er bare med at få pakket badetøjet og drage mod en af byens svømmehaller.

Bor du i centrum, er Haraldslund på i Vestbyen oplagt.

Og hvis arme og ben er trætte efter at tilbagelægge en masse baner, kan man passende tage en tur i svømmehallens wellness med bl.a. spa, varmtvandsbassin og sauna.

Bor du nordenfjords, er Skansen i Nørresundby den naturlige destination. Den har også alt det, en svømmehal skal have. Også her er en tur i wellness oplagt efter at have pjattet løs i vandet.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter
Foto: Wellness hos SKANSEN

Hvis vejret – stik i mod al forventning – skulle byde på lune sommertemperaturer, er der også hele Aalborgs fantastiske rekreative område, Vestre Fjordpark med bassiner for både store og små, er helt oplagt som udflugtsmål i sommerferien.

Er du fra Aalborg Øst, eller vil du blot gøre en lille tur ud af det, kan du drøne til Gigantiums svømmehal for børn, voksne og, ja, hele familien.

Her kan vi bestemt også anbefale en tur i svømmehallens beroligende wellness-afdeling.

Escape Rooms

Hvis du og dine venner gerne vil have det sjovt, men samtidig styrke jeres evne til at arbejde sammen, skal I tage en tur i et escape room.

Escape rooms går ud på, at I bliver låst inde i et rum, hvorefter I skal udforske rummet på alle mulige måder. I skal løse opgaver i fællesskab, så I kan finde vejen ud af rummet.

Her kan I blandt andet besøge Locked, der ligger på Vesterå og har flere nervepirrende escape rooms af vælge mellem.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter
Locked i Aalborg. Foto: Simone Kjølby Christensen

Tager I en flok afsted, kan I vælge at opdele jer i to hold og prøve to ens escape rooms og dyste om at komme ud hurtigst – hvis I overhovedet kommer ud!

Fun Center på Eternitten har også escape rooms med hjernevridende opgaver for alle aldre. Her kan I vælge mellem Morderen, Fængslet, Ubåden, Bunkeren, Junglen og Boksen.

Zagadka Escape Games inviterer også indenfor, hvis I elsker et godt mysterium med bl.a. Stalins Læger eller Gulag Flugten.

Maximum i City Syd byder også på kapløb med tiden i deres escape rooms med forskellige temaer som Atlantis, Saw, Hunter’s Logde, Jack the Ripper og Mission Impossible. 

Bowling

Den skal næsten med jo.

Bowling er en sikker vinder for alle aldre, uanset om man er afsted med familie, venner eller bare kæresten.

Bor du i Midtbyen, går turen formentlig til Seaport, der som altid ligger på strandvejen og er klar til at tage kegler.

Gråt og vådt vejr: Her er fem fede indendørsaktiviteter
Foto: Maximum Aalborg

Der er både senior-bowling for de ældre, studierabat til de unge studerende – og flere aftener skrues der ned for lyset, op for musikken, og de røde kegler bliver fundet frem, så der kan vindes shots til hele forsamlingen.

I City Syd byder Maximum også på bowling.

Er man sulten før eller efter, er der mulighed for at spise begge steder.

Seaport har en buffet, som man passende kan bestille samtidig med bowling, da der så er lidt penge at spare.

I Maximum har de deres egen buffetrestaurant, The Grill, som man jo lige kan drible forbi til en bid mad.

Spiser man inden, skal man nok holde lidt igen, så man ikke ender med at være lige så rund som den bowlingkugle, der skal lave strikes.

Del artikel