Fejrer jubilæum: Vendsyssel Teater hylder Hans Holtegaard
Oplev Lone Rødbroe i en bevægende og musikalsk hyldest til Vendsyssels folkekære skuespiller Hans Holtegaard, når Vendsyssel Teater fejrer jubilæum.
I 2024 runder Vendsyssel Teater 40 år.
Med jubilæumsforestillingen HANS hyldes en af teatrets mest markante skikkelser, Hans Holtegaard.
Det er umuligt at tænke på teatrets historie uden at nævne Hans Holtegaards virke og de over 70 forestillinger, han medvirkede i.
Jubilæumsforestillingen tager derfor udgangspunkt i hans liv og karriere.
Den 23. november åbner teatret dørene til urpremieren på HANS og inviterer publikum på en rejse gennem minderne om Hans’ karriere – en rejse, der både bevæger, underholder og afspejler teatrets historie.
På scenen kan publikum blandt andre opleve Lone Rødbroe, som både har haft et nært forhold til teatret og til Hans Holtegaard.
“Hans var min kollega. Han var også min ven. Og han var ovenikøbet kollega med min far, da han arbejdede som elektriker.
Så det er selvfølgelig specielt at være med til at skabe en forestilling om et menneske, man har kendt godt,” fortæller Lone Rødbroe
En fortælling om Hans Holtegaard og teatret
Instruktør Jørgen Bing fremhæver, at Hans Holtegaard var en af de kræfter, som var med fra teatrets start før etableringen i 1984, og som hurtigt blev en folkekær skikkelse.
Han var ikke blot et ansigt på, men også sjælen af Vendsyssel Teater.
I respekt for Holtegaards bortgang i 2021 har teatret derfor valgt at tage udgangspunkt i Holtegaards virke som skuespiller og på den måde også vise teatret gennem tiden.
På scenen vil Lone Rødbroe blive ledsaget af to andre aktører, der sammen formidler collagen af minder om Hans Holtegaard. Her genbesøger de blandt andet nogle af de forestillinger, som Hans spillede med i.
Lone Rødbroe på scenen med sin familie
En særlig dimension i HANS er, at Lone Rødbroe optræder sammen med Frida Cæcilia Rødbroe og Mikas Bøgh Olesen – begge børn af Lone.
“Det er en kæmpe gave, at få lov at arbejde sammen med sine børn,” siger Lone Rødbroe.
“Det er fantastisk at skabe scenekunst sammen med nogen, man kender ud og ind. Vi er gode til at skubbe til hinanden og udfordre hinanden. Måske også lidt indspist.”
En forestilling skabt af dem, der kendte ham
HANS er langt mere end blot en samling anekdoter. Gennem et grundigt researcharbejde, som inkluderer arkivmateriale og personlige vidnesbyrd, har forestillingen fået liv.
Minder fra dem, der kendte Holtegaard – venner, familie og kollegaer – er med til at skabe et nuanceret portræt af både manden og skuespilleren.
For Hans var en skuespiller, som mange holdt af.
Der var publikum, som købte billetter udelukkende for at opleve Hans på scenen, og mange har et helt særligt forhold til de forestillinger, som han medvirkede i.
“Da Hans stod på scenen i Hjørring, føltes det som om at se selve Vendsyssel. Han var den fineste repræsentant for alle de ting, vi er mest stolte af. Sproget, roen og glimtet i øjet,” fortæller Lone Rødbroe.
Det er netop disse øjeblikke og minder, som teatret ønsker at fremhæve og mindes i forestillingen.
Når der er noget på spil
Helt særligt for forestillingen er, at den er skabt af mennesker, der kendte Hans.
Derfor har tiden under udviklingen af forestillingen båret præg af en atmosfære med respekt, varme og nysgerrighed, og det har været tydeligt, at Hans var et menneske, som gjorde indtryk.
“At fortælle både teatrets og Hans Holtegaards historie bliver meget personligt for mig, da Hans er den skuespiller, jeg har spillet mest med gennem mange år.
Jeg skal ikke bare portrættere en kollega, men også en ven,” fortæller instruktør Jørgen Bing.
“Det er nok den forestilling, jeg nogensinde har lavet, jeg allerhelst vil lykkes med.
Den skal være god for Hans’ skyld, men jo også for mine unger. Der er pres på, men det er godt!” afslutter Lone Rødbroe.
En uforglemmelig teateroplevelse
HANS på Vendsyssel Teater er en fejring af livet, teaterkunsten og er et tilbageblik på de mange gode minder, som teatret, Hans Holtegaard og publikum har sammen.
Publikum kan forvente en musikalsk, varm og nostalgisk forestilling, der fejrer teatrets 40-års jubilæum og hylder Vendsyssels folkekære skuespiller, Hans Holtegaard.
HANS har urpremiere den 23. november og spiller på Vendsyssel Teater frem til den 19. december. Billetter kan købes på teatrets hjemmeside.
Er du nysgerrig og vil vide mere om teatret og dets jubilæum, kan du læse mere her.