Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fedt initiativ: Skoleelever får deres bøger på biblioteket

Af Stine Kjølby Christensen

Bibliotekerne i Aalborg har længe været hjemsted for et imponerende udvalg af etablerede forfattere, men nu får de selskab af en helt ny bølge af litterære talenter.

Lokale skoleelever træder i forfatterens sko og sætter deres egne bøger på hylderne, som en del af det ambitiøse projekt, Forfatterspirer 0.-2. klasse.

I løbet af foråret har ikke færre end 450 elever fra syv skoler kastet sig ud i skriveprocessen.

Disse unge forfattere, fra 0.-2. klasse, har skabt deres egne digitale bøger, som nu bliver trykt og præsenteret på en særlig bogmesse på hovedbiblioteket den 9. april fra 10.00-11.00.

Hjælp fra et digitalt program

Bibliotekschef Kristine Nygaard vil stå for åbningstalen, der markerer starten på en ny æra for litteratur i Aalborg.

Projektet, der har været en integreret del af undervisningen i indskolingen, har gjort brug af det innovative læringsværktøj “Skriv og Læs”.

Dette digitale program er designet til at inspirere børn til at udfolde deres kreative potentiale gennem skriftlig formidling.

“Det fantastiske ved dette projekt er, at børnene ikke behøver at være eksperter i stavning og grammatik for at deltage.

Det handler først og fremmest om at lade ideerne flyde frit og kaste sig ud i fortællingen, og så hjælper værktøjet med resten,” udtaler projektleder Rikke Lübæch Christensen fra Børn og Unge i Aalborg Kommune.

Skal vække interesse for litteraturen

Formålet med projektet strækker sig ud over blot at lære børnene at skrive.

Det handler også om at vække deres interesse for læsning og litteratur på et tidligt stadie.

Ved at lade dem skabe deres egne bøger får de en følelse af ejerskab og kreativ frihed, der kan være med til at drive dem til større læselyst og skriveiver.

“Man lærer bedst ved at prøve sig frem, og når eleverne ser deres egne bøger færdige, bliver de virkelig stolte.

Tænk, at børn så unge som 6-9 år kan skrive deres egne bøger og endda få dem udlånt på et ægte bibliotek.

Det er virkelig motiverende,” fortæller lærer Stine Kjær fra Seminarieskolen i Aalborg.

Børnenes kreationer vil blive udstyret med stregkoder og stå til rådighed for udlån på alle kommunens biblioteker samt på skolernes egne PLC’er fra uge 15.

Yderligere info:

  • Bogmessen på hovedbiblioteket den 9. april er fra 10.00-11.00.
  • Bibliotekschef Kristine Nygaard holder åbningstale.
  • Sønderbroskolen og Seminarieskolen deltager i åbningsmessen med tre 1. klasser og én 2. klasse.
  • Der vil være mulighed for interviews med projektledere, undervisere og elever.

Ud over bogmessen den 9. april er der bogmesser på:
 

Trekanten d. 8/4 fra 10.30
Svenstrup Bibliotek d. 9/4 fra 10.15-11-15
Vejgaard Bibliotek d. 17/4 fra 8.30-9.30
PLC på Kærbyskolen d. 17/4

Del artikel

Andre læser også