Fed fest uden alkohol: Ambitiøs fodboldklub lancerer nyt stort event for unge

En af Aalborg-områdets hurtigst voksende fodboldklubber, RKG Fodbold i Klarup, udvider nu sit engagement i lokalsamfundet med et nyt ungdomsarrangement målrettet de ældste skoleklasser.
Under navnet Hype Night inviterer klubben til en alkoholfri fest for elever i 7., 8. og 9. klasse – med fokus på trygge rammer, stærke musikoplevelser og fællesskab på tværs af bygrænser.
Arrangementet finder sted den 7. marts 2026 i Klarup Hallen og er åbent for unge fra både Klarup og resten af Aalborg-området.
En tryg og god fest
Ifølge klubbens kommercielt ansvarlige, Dennis Hostrup, er ambitionen at skabe et tilbud til en aldersgruppe, som ofte falder mellem børne- og voksenarrangementer.
“Vi vil gerne være med til at skabe en god kultur omkring vores forening, og det handler om mere end fodbold.
Det handler om at give de unge et godt og trygt tilbud og en festlig oplevelse i deres eget lokalområde.
Der findes ikke mange arrangementer målrettet 7.–9. klasse, og derfor har vi valgt at tage initiativet og forsøge at stable noget på benene,” siger Dennis Hostrup til MigogAalborg.
Klubben ser arrangementet som en naturlig forlængelse af det frivillige engagement, der allerede præger foreningslivet i Klarup.
“Vi er heldige at have nogle fantastiske frivillige i Klarup, som bakker op og gør det muligt.
Gennem blandt andet Klarup Festuge har vi opbygget erfaring og fællesskab, som vi nu bygger videre på med nye tilbud til de unge.”

Kendte navne på plakaten
Hype Night kombinerer ungdomskultur og liveoplevelser med et program, der blandt andet byder på freestyle-rap fra nogle af Danmarks mest profilerede navne inden for genren.
Blandt de optrædende er:
Elias Ben Afia, regerende tredobbelt danmarksmester i freestylerap og aktuelt på tour som opvarmer for David Minerba
Flammen, kendt fra TikTok og tidligere opvarmer på Clemens’ tour – også i Aalborg
MC Lillebror, tredobbelt medaljeholder ved DM og kendt fra TV2-programmet Danmark Har Talent
Spasmager, femdobbelt medaljeholder ved DM og deltager i MC’s Fight Night
Derudover vil en DJ spille de nyeste hits fra blandt andre Lamin, Gilli og UAK.
Aftenen suppleres med lys- og sceneshow samt salg af mocktails og andre drikkevarer.
Fællesskab med lokalt afsæt
Selvom arrangementet også bidrager til klubbens drift, understreger Dennis Hostrup, at hovedformålet er at give de unge en positiv oplevelse i deres nærområde.
“Selvfølgelig skal arrangementet også være med til at understøtte driften af fodboldklubben, men det primære formål er at give de helt unge en forrygende aften i Klarup Hallen,” forklarer Dennis Hostrup.
Arrangementet er alkoholfrit og henvender sig primært til elever i 7., 8. og 9. klasse.
Praktisk information
Hype Night afholdes:
📍 Klarup Hallen, Hellasvej 11, 9270 Klarup
📅 7. marts 2026
🕖 Dørene åbner kl. 19.00
🕚 Arrangementet slutter kl. 23.00
🎟️ Billetpris: 199 kr.