Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Slår alle rekorder: 2022 var et vildt rekordår for Fårup Sommerland

Af Aske Bisgaard Pedersen
Foto: Torben Hansen
Blokhus
Fårup Sommerland
Foto: Torben Hansen Blokhus Fårup Sommerland

Det ligger langt ude i skoven og er et af danskernes favoritstededer, når der skal hygge på menuen for hele familien.

Sidste år kunne Fårup Sommerland slå dørene op til Danmarks største rutsjebane, og det var blandt andet medvirkende til ny besøgsrekord i parken.

Nyheden og de mange besøgende præger Fårup Sommerlands årsregnskab for 2022, der viser et overskud på 18,9 mio. kr. efter skat.

Kåret som Europas bedste forlystelsespark

2022 bød på mange positive nyheder for Fårup Sommerland – blandt andet åbningen af Danmarks største rutsjebane, Fønix, ny besøgsrekord og rekordhøj belægning på Hotel Fårup.

Forlystelsesparken blev som kulmination på sæsonen kåret som Europas bedste forlystelsespark for parker med op til 1,5 mio. besøgende, og samtidig blev Fønix kåret som Europas bedste rutsjebane hele fire gange.

Et begivenhedsrigt år, der også præger Fårup Sommerlands netop offentliggjorte årsregnskab for 2022.

Forlystelsesparken kan således præsentere et regnskab, der viser en samlet omsætning for 2022 på 195 mio. kr. – svarende til en stigning på 32 procent sammenlignet med 2021.

Det er dermed parkens højeste omsætning siden åbningen i 1975.

Fårup Sommerlands samlede resultat efter skat lyder på 18,9 mio. kr. Både bestyrelse og ledelse i Fårup Sommerland udtrykker på den baggrund tilfredshed med resultatet:

“Vi ser positivt på den udvikling, Fårup Sommerland er inde i, og vi glæder os samtidig over, at vores største forlystelsesinvestering til dato har haft den effekt på besøgstallene, som vi kunne drømme om.

Resultaterne kalder på stor tak til det samlede hold af både sæsonansatte og fastansatte for en meget stærk indsats,” siger Ole Mølgaard, bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Slår besøgsrekord markant

Hele 768.683 gæster besøgte Fårup Sommerland i løbet af 2022.

Det er 17 procent flere gæster end det hidtidige rekordår i 2013.

Det understreger dermed 2022-sæsonens status som den bedste i parkens historie målt på antal besøgende.

“Der er ingen tvivl om, at Fønix har været et stort trækplaster for vores mange gæster, ligesom vi i 2022 besluttede at holde åbent allerede i påsken. Vi er meget ydmyge og stolte omkring den store opbakning, vi har fået fra vores mange gæster.

Det gælder både de danske, norske og tyske gæster, der gennem hele sæsonen har bidraget til et samlet godt år i Fårup Sommerland,” lyder det fra Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Overskud sikrer grundlag for yderligere investeringer

Fårup Sommerland indleder 2023-sæsonen den 3. april i forbindelse med påsken, og blandt dette års nyheder er blandt andet en ny karrusel til de mindste gæster, opgraderede legepladser og flere digitale tiltag.

Fårup Sommerland fortsætter dermed i samme strategiske spor, der indebærer løbende investeringer i parken. Det er således også planen, at overskuddet fra 2022 løbende skal geninvesteres til gavn og fornøjelse for både gæster og medarbejdere.

“De seneste mange år har vist os, at det betaler sig at investere i produktet. Gæsterne kvitterer for de mange opgraderinger og nyheder, vi har præsenteret i Fårup Sommerland gennem årene, og derfor vil vi naturligvis også fortsætte i samme spor for at give gæsterne de bedst mulige oplevelser.

Vi arbejder løbende med parkens udviklingsplaner, så vi kan holde os relevante over for gæsterne, og vi kommer således også til at præsentere flere spændende nyheder i årene, der kommer.

Samtidig har vi fortsat et dedikeret fokus på vores arbejde med gæsteservice og -tilfredshed med afsæt i Fårups særlige kultur. Det sikres ikke mindst via vores stærke hold af medarbejdere,” slutter Niels Jørgen Jensen.

Del artikel

Andre læser også