Fantastisk initiativ: Ny hjertecafé er åbnet i Aalborg
Hjerteforeningen Aalborg tager et fantastisk nyt tiltag, som kommer til at gavne nordjyder med hjertesygdomme og deres pårørende.
Hvert år rammes mere end 65.000 familier nemlig af en hjertesygdom, og alt for ofte følger følelsen af ensomhed og angst med.
Derfor har Hjerteforeningen Aalborg skabt Hjertecaféen, som er et fristed folk med hjertesygdomme – men også pårørende.
Hjertecaféen har hjemme ved KaffeFair på Strandvejen, og åbnede officielt onsda, hvor borgmester Lasse Frimand Jensen og Regionsrådsformand Mads Duedahl stod for talerne.
Medfødte hjertefejl, pludselige hjertestop og andre ubarmhjertige livsændringer har vendt op og ned på tilværelsen for rigtig mange mennesker i Danmark – og Nordjylland er ingen undtagelse.
Det kan være svært at tale om og specielt at finde ligesindede, som forstår ens situation. Derfor er der desværre mange, der kan føle sig alene.
Det vil Hjerteforeningen Aalborg lave om på.
Pusterum fra hverdagen med hjertesygdom
I Hjertecafeen er der plads til både store og små samtaler.
Her kan unge og ældre med hjertesygdomme samt pårørende komme og dele erfaringer og bekymringer og få støtte fra andre ligesindede.
Derudover vil man også kunne møde patientstøtte fra Aalborg Universitetshospital.
Har du ikke nødvendigvis lyst til at snakke om din situation, så fungerer caféen altså også som et fristed til bare at være, hvis man har brug for et pusterum fra hverdagen med hjertesygdom.
Det er en ny bestyrelse, der står bag initiativet, som allerede har mødt stor opbakning fra både private virksomheder og offentlige instanser såsom Sparekassen Danmark, Aalborg Universitetshospital og Aalborg Kommune.
“Der er ingen tvivl om, at Hjertecaféen vil komme til glæde og gavn for både borgere med en hjertelidelse og deres pårørende. Vi ved, at det at leve med en hjertelidelse har både store fysiske og mentale konsekvenser for de berørte.
Hjertecaféen kommer som et godt supplement til den rehabilitering, som Aalborg Kommune tilbyder til borgere med hjertesygdomme. Vi ser frem til et tæt og godt samarbejde,” påpeger Torben Krogh Kjeldgaard, Sundheds- og forebyggelseschef i Aalborg Kommune.
Hjertecafeen kommer til at være åben onsdage i lige uger fra kl. 14-17 og har hjemme på KaFFeFAIR på Strandvejen 19.
Hjerteforeningen Aalborg er i skrivende stund ved at få lavet nyt website, men i mellemtiden kan du læse mere og følge med i deres aktiviteter på Instagram og Facebook.