Fanget i Trumps immigrationsnet: Kasper fra Aalborg sidder fængslet i USA

Den 15. april blev der vendt op og ned på 31-årige Kasper Eriksens liv.
Siden da har han siddet fængslet i et detentionscenter i Louisiana, USA.
Han er opvokset i Aalborg, men immigrerede i 2013 til USA, hvor han i dag har fire børn og et femte på vej med sin hustru Savannah.
Den 15. april skulle have været dagen, hvor han fik styr på de sidste detaljer, inden et amerikansk statsborgerskab kom i hus, men i stedet blev en 10 år gammel administrationsfejl skæbnesvanger.
I stedet for statsborgerskabet blev han arresteret af de amerikanske immigrationsmyndigheder, og har altså indtil videre siddet fængslet i snart to måneder.
Ifølge DR er Kasper Eriksens sag langt fra enestående, efter præsident Donald Trump har strammet kursen mod immigranter på amerikansk jord. En kurs, der betyder, at tusindvis af mennesker er havnet i detentionscentre landet over.
“Det er superydmygende og nedværdigende. Det er lidt som at blive straffet bare for at være i live, især efter at have arbejdet herovre i så mange år og så ende med det her på grund af noget papirarbejde, der ikke blev sendt ind korrekt,” siger Kasper Eriksen i et stort interview med Ekstra Bladet.
Hans første høring fandt sted den 27. maj. Her udskød dommeren dog både sin afgørelse om, hvorvidt Kasper Eriksen skulle deporteres eller kunne blive løsladt mod kaution, og han sidder derfor stadig i uvished.