Familiehotel åbner dørene: Giver gratis ophold til trængte familier
Familiekæden Milling Hotels har fået julelys i øjnene og vælger i år at give gratis ophold til trængte og hårdtramte familier på alle deres hoteller rundt om i landet.
Det sker i form af et gratis gavekort til dem, der har lidt ekstra brug for det.
Den familieejede hotelkæde Milling Hotels, der ejer og driver 10 hoteller rundt om i hele landet, har besluttet at åbne dørene for alle familier eller enlige voksne, der trænger til lidt ekstra forkælelse under juletræet i år.
Det skriver hotelkæden i en pressemeddelelse.
Kan bruges landet over
I Aalborg ejer og driver de Milling Hotel Gestus på Vesterbro, så du får her mulighed for et ophold helt centralt i byen.
“Julen betyder enormt meget for os som familie. Vi elsker julen og alt det, den indebærer, nemlig omsorg og kærlighed til hinanden og en stor portion forkælelse. Den oplevelse og følelse vil vi gerne give andre,” fortæller Jan Milling, der er ejer af Milling Hotels, som han driver sammen med resten af familien.
Hotelkæden har også hoteller i henholdsvis Odense, Aarhus, Kolding, Middelfart og Maribo.
Hotelkæden ønsker at støtte dem, der trænger til en særlig opmuntring – og giver nu muligheden for, at alle kan være med til at indstille modtagere af Milling Julens Hjertepakker som er ophold på et valgfrit Milling Hotel.
Det kan være en solomor, der trænger til en dag med en veninde, en familie med børn, der har haft et udfordrende år. Eller enlige voksne, der har haft sygdom eller ensomhed tæt ind på livet.
Overnatning med lækker morgenmad
Familien har ikke sat et antal på, hvor mange ophold de giver væk, men der vil som minimum blive uddelt 25 gratis ophold.
“Det har været vigtigt for os, at vi ikke vælger én særlig gruppe, men at alle er velkomne. Et ophold på et hotel kan være en tiltrængt pause fra hverdagen. Det er en ‘nice to have’ og sjældent en ‘need to have’. Derfor fortjener alle chancen,” fortæller Dorte Milling, der er ejer af hotelkæden sammen med sin mand og børn.
Læs også: Slut med traditionen: Derfor kører Aalborgs juledamptog ikke i år Gaven er et gavekort til en overnatning på et valgfrit Milling hotel og inkluderer både eftermiddagskage, gratis kaffe/te under hele opholdet samt lækker morgenmad. Børn, mand, kone, ven eller veninde er med i opholdet.
På Milling Hotels hjemmeside kan man indstille sine kære, man mener fortjener en særlig opmuntring i julen. Det er også tilladt at indstille sig selv.
Indstillings-processen er så simpel, at man blot skal skrive, hvorfor du eller vedkommende fortjener lidt ekstra her til jul.