Falske bankfolk på spil: Flere borgere snydt i Aalborg
Politiet advarer nu mod en række bedragerisager, hvor aalborgensere er blevet snydt af personer, der udgiver sig for at være fra banken.
Mandag den 6. oktober blev der anmeldt flere såkaldte bankbudssager i Aalborg-området.
Kort efter middag blev en borger ringet op af en person, der udgav sig for at være fra banken. Her lykkedes det bedragere at få udleveret både kort og kode – men heldigvis nåede borgeren at få kortet spærret hurtigt.
Politiet advarer
En halv time senere forsøgte en anden gerningsmand sig igen. Denne gang blev en aalborgenser kontaktet af en person, der fortalte, at ”banken” ville sende en medarbejder forbi for at hente kortet. Her fattede borgeren dog mistanke og undgik at blive snydt.
Kort efter gik det dog galt for endnu en borger i Aalborg. Også her ringede en person og udgav sig for at være fra banken – og i dette tilfælde blev både kontokort og smykker udleveret.
Der blev efterfølgende hævet penge fra kontoen.
Senere på dagen blev en borger i Brønderslev ligeledes narret til at udlevere betalingskort og kode til en falsk bankrepræsentant. Også her blev der hævet penge, før kortet nåede at blive spærret.
Nordjyllands Politi minder i den forbindelse om, at banken aldrig sender medarbejdere ud for at hente kort eller spørger om pinkoder – og opfordrer alle til at være ekstra på vagt, hvis de bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra banken.