Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Thor faldt 10 meter ned fra altan i Aalborg: Nu vil han have ændret loven

Af Michael Qureshi

2. juledag d. 26. december 2020 blev en skæbnesvanger dag for 21-årige Thor Koch Søndergaard.

På et splitsekund ændrede livet sig drastisk, da han lænede sig op af et gelænder på en altan i en baggård i Reberbansgade i det centrale Aalborg.

Gelænderet gav efter, og Thor faldt 10 meter ned direkte på betonfliser.

Det må faktisk siges at være et mirakel, at Thor Koch Søndergaard i dag er i live. Men nu har han så også besluttet sig for, at den samme ulykke, der overgik ham, ikke må ske for andre.

Thor faldt 10 meter ned fra altan i Aalborg: Nu vil han have ændret loven
Foto: Privat/Instagram

Vil have strammere regler og kontrol

Han ønsker at få ændret loven, så der kommer strammere regler på kontrol og vedligeholdelse af altaner. Han har fremsat et borgerforslag, og får det over 50.000 underskrifter, vil det blive bragt videre til Folketinget.

På sin Facebook-profil fortæller Thor Koch Søndergaard selv om den skæbnesvangre dag.

“Heldigvis er jeg sluppet heldigt, men døjer selvfølgelig stadig med en del.

Til lægernes store forundring har jeg har egentligt hele vejen igennem haft begrænset med skader på kroppen og hjernen, og har allerede ret hurtigt efter min tur i kunstig koma kunne gå.

Dermed ikke sagt der slet ingen er. Det er dog primært ansigtet/kæben, som jeg stadig døjer en del med.

Det har været en lang proces, med koma, blodpropper, intensiv afdeling af flere omgange, utallige scanninger osv. og vil nok komme til at bakse med en del komplikationer det næste stykke tid,” skriver han om oplevelsen.

Må ikke ske for den næste

Omkring borgerforslaget lyder det;

“Jeg er overbevist om dette ikke var sket for mig, hvis der havde været regler for kontrol af altaner. Jeg har været utrolig heldig, men ikke sikkert den næste er.”

På nuværende tidspunkt har over 4.000 digitalt skrevet under via Nem-Id, og her på MigogAalborg støtter vi selvfølgelig op om forslaget, som kun vil øge sikkerheden omkring altaner og gelændere.

Du kan læse mere og støtte her

Del artikel

Andre læser også