Nedtællingen er i gang: Fårup Sommerland afslører åbningsdato
Ved du ikke, hvad du skal lave med børnene i påsken?
Så er her et rigtig godt bud.
For nu har Fårup Sommerland afsløret datoen for, hvornår de skyder 2023-sæsonen i gang og inviterer indenfor til sjov, hygge og adrenalinsus.
Og det er lige om hjørnet!
Åbent hele påsken
Det er mandag d. 3. april, at der igen er mulighed for at tage en tur i Fårup Sommerland.
Derfor er det muligt at rykke påskehyggen helt ud i skoven.
Det prisbelønnede sommerland holder nemlig åbent heeele påsken mellem d. 3. april og d. 10. april.
Her er der åbent for de mange sjove forlystelser fra kl. 10:00 – 18:00.
Netop påsken fejres da også for store og små ægge-jægere.
Man kan høste skønne præmier med Pindsvins Påskejagt.
Åbningstiderne varierer, men alle aktuelle åbningstider kan findes her.
Ny karrusel i to etager
Det bliver ikke bare same old, når den nye sæson går løst løs om et par ugers tid.
Her kan parkens gæster prøve årets nyhed til de mindste.
Den splinternye, store karrusel i to etager bliver tematiseret i ægte Fårup-style – og i toppen af karrusellen bliver der plads til hyggelige brudstykker af Fårups historie.
Her skal gamle Fårup-minder nemlig genskabes.
Det bliver en nostalgisk ‘trip down memory lane‘ og en rundrejse i tid og minder.
Og så er det selvfølgelig en fantastisk måde at skabe nye minder på – særligt for parkens mindste gæster.
Flere forandringer på menuen
Rundrejsen flytter ind ved siden af Motorbøllen, og hele området omkring får en gevaldig overhaling – det bliver et sandt mekka for Fårups mindste eventyrere.
Her bliver skabt et nyt miljø med plads til leg og sjov – en helt ny sandkasse rykker ind, samt et nyt sanseområde med dejligt blødt underlag og udfordringer til de mindste.
Mens guldklumperne leger, kan mor og far nyde en café latte fra Restaurant Oasen og slappe af på en splinterny træterrasse.
Områdets isbutik får en kæmpe makeover og bliver dobbelt størrelse – her vil de lækreste pandekager blandt andet stå på menuen.
Parken får altså et helt nyt område, som det er håbet at de mindste og deres forældre vil elske.
Hvis man er hurtig og køber sæsonkort inden d. 2. april, er der penge at spare.
Man kan sikre billet eller sæson til Fårup Sommerland her.