Fårup sætter vild efterårsrekord: Lander næsthøjeste besøgstal nogensinde
Fårup Sommerland kan nu gøre status over en sæson, der går direkte i historiebøgerne.
I sit 50-års jubilæumsår har den nordjyske forlystelsespark haft mere end 700.000 gæster – helt præcist 706.452 – og dermed sikret sig det næsthøjeste besøgstal i parkens historie.
En stor del af succesen skyldes en overvældende efterårssæson, hvor Fårup satte ny oktoberrekord med hele 108.000 gæster fordelt på blot 13 åbningsdage.
Læs også: Vil holde mere åbent: Fårup Sommerland vil være et dansk Disneyland En jubilæumssæson ud over det sædvanlige
Fårup Sommerland fejrede sin runde fødselsdag med et program, der overgik alt tidligere.
Jubilæumssæsonen bød på et nyt, stort indgangsområde med butikker og ismejeri, en kæmpe fest for tidligere og nuværende ansatte – og rekordmange efterårsgæster, der fik oplevelsen af et magisk droneshow hen over parken.
“Vi kan se tilbage på en fantastisk jubilæumssæson i Fårup Sommerland, og vi er utroligt taknemmelige over, at så mange gæster har været med til at skabe en uforglemmelig fejring af Fårups 50 år.
Sæsonen har været spækket med højdepunkter, og vi er naturligvis glade for, at vores gæster har kvitteret for det enorme stykke arbejde, hele Fårup-holdet har lagt i at skabe en helt særlig sæson, som vi sent vil glemme,” siger adm. direktør Niels Jørgen Jensen.
Fårup Sommerlands fem bedste sæsoner
2024 – 650.304 besøgende
2022 – 768.683 besøgende
2025 – 706.000 besøgende
2023 – 664.803 besøgende
2013 – 656.904 besøgende
Droneshow trak tusindvis af gæster
Traditionen tro rundede Fårup sæsonen af med den populære Høstfest- og Lysfald-event i forbindelse med efterårsferien – og i år fik publikum et ekstraordinært syn.
Som afslutning på jubilæumssæsonen kunne Fårup præsentere Danmarks største droneshow, bestående af mere end 400 lysende droner, der tegnede en magisk fortælling på himlen over parken.

Showet blev skabt i samarbejde med den internationale virksomhed Dronisos, som blandt andet står bag lignende shows hos Disneyland Paris.
Det spektakulære indslag var en markant medvirkende årsag til, at oktober satte rekord med 108.588 besøgende – mod sidste års 103.000.
Læs også: Stor overraskelse: Fårup Sommerland vil skifte navn “Oktober er for alvor blevet en ny, ekstra højsæson i Fårup Sommerland, hvor der er opbygget tradition blandt vores gæster for at opleve efteråret i Fårup.
Samtidig ønskede vi i anledning af jubilæet at skabe en helt særlig afslutning på sæsonen med vores fantastiske droneshow, og vi er naturligvis glade for den begejstring, det har skabt blandt vores gæster.
Det giver os uden tvivl mere appetit på fortsat at udvikle på vores populære efterårsevents,” siger Niels Jørgen Jensen.
“Nu tager vi hul på forberedelserne til 2026, hvor vi naturligvis har spændende nyheder i vente for vores gæster, som vi glæder os til at kunne løfte sløret for i månederne op til næste års sæson,” tilføjer han.
Fårup Sommerland åbner igen til påske 2026.