Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Får ny rolle i AaB: Jakob Ahlmann indstiller spillerkarrieren

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: AaB
Foto: AaB

Om få uger er en flot AaB-karriere ved kontraktudløb slut. Jakob Ahlmann overgår fra 1. juli 2024 til staben i en rolle som fuldtidsscout.

Jakob Ahlmann kom til AaB som 12-årig fra partnerklubben Brønderslev I.F., og indtil videre står han noteret for 329 officielle kampe og ni scoringer for AaB.

Kampantallet er 16. flest i AaB’s historie siden 1885, og herudover er det for Jakob Ahlmann blevet til tre A-landskampe og 19 U-landskampe for Danmark.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

“Vi har i et stykke tid haft gode og konstruktive drøftelser med Jakob Ahlmann om fremtiden, og vi er glade for, at han har takket ja til en ny rolle i staben omkring førsteholdet.

Alene tallene og meritterne fortæller alt om, at Jakob har haft en meget flot karriere i AaB, og når man dertil kan lægge hans menneskelige egenskaber, så har man er person, der altid har repræsenteret AaB på værdig vis,” konstaterer Ole Jan Kappmeier.

“Udover selvfølgelig sin indsigt i fodboldspillet og i fodboldverdenen generelt, så er vi overbeviste om, at også netop hans menneskelige egenskaber kan bidrage positivt i den nye rolle, og den del vil med Jakobs fortsatte gang på Hornevej (AaB’s anlæg, red.) dermed også have indvirkning ind i staben, den nuværende trup og hos de spillere, som i fremtiden kommer op fra AaB Akademiet,” påpeger Ole Jan Kappmeier.

“Lige nu er målet selvfølgelig, at Jakob får den rette afslutning på sin fodboldkarriere, og herefter ser vi meget frem til hans fortsatte bidrag til AaB,” siger Ole Jan Kappmeier.    

Vemodig over stoppet

33-årige Jakob Ahlmann, der var med til at sikre The Double til AaB i 2014, er både vemodig over sit karrierestop, men også spændt på sin nye rolle:

“Selvom jeg altid har vidst, at jeg ikke kunne spille fodbold for evigt, så er det alligevel svært, hårdt og vemodigt at træffe den endelige beslutning om, at jeg ikke skal spille flere kampe efter denne sæson.

Jeg vinker farvel til den passion og det store privilegie, det er at kunne repræsentere AaB på banen i så mange år. Det har jeg elsket hele vejen igennem, og det bliver underligt ikke at skulle trække en AaB-trøje over hovedet igen. For det at være AaB-spiller har været så stor en del af min identitet og mit liv de seneste 15 år.

Jeg kan stadig huske min første dag med førsteholdet i 2009, og siden er jeg gået fra at være den yngste til den ældste på holdet. I mellemtiden har jeg har været alle følelser igennem som fodboldspiller.

Der har været grimme skader, vi har vundet titler, vi har fået mange femtepladser og vi har prøvet at rykke ned sammen.

Men uanset hvad, har fansene altid stået der med en massiv opbakning. Det er også noget af det, der har gjort det megafedt at være AaB-spiller gennem hele min karriere. Den følelse kommer jeg også til at savne,” siger Jakob Ahlmann.

“Når det er sagt, kan jeg mærke i maven, at det er den rette beslutning. Først og fremmest fordi jeg har fået denne mulighed for at træde ind i en ny rolle og starte min nye karriere i AaB, hvor jeg er rigtig, rigtig glad for at være, og hvor jeg glæder mig til at kunne yde et bidrag til klubben i en anden funktion end på banen.

Nu skal jeg hjælpe med at finde fremtidens AaB-spillere – både udefra, men også internt blandt ungdomsspillerne på AaB Akademiet. Det føler jeg, at jeg gennem min erfaring som fodboldspiller og min uddannelse inden for sports management har en god ballast til.

Men i første omgang skal jeg – ligesom alle andre der starter i et nyt job – suge en masse læring til mig. Jeg kommer heldigvis til at arbejde sammen med nogle meget kompetente mennesker, som jeg glæder mig til at lære en masse af, og forhåbentlig kan vi sammen få skabt et AaB-hold, som kan levere gode resultater,” lyder det fra Jakob Ahlmann, som dog fastslår:

“Men inden jeg træder ind i min nye rolle, har vi fire kampe tilbage, og jeg vil som altid give alt, hvad jeg har, for at vi kan få en ordentlig afslutning på sæsonen og forhåbentlig få sikret en tilbagevenden til 3F Superligaen hurtigst muligt.”

Jakob Ahlmann kan spille sin sidste kamp for AaB, når der 2. juni på Aalborg Portland Park er besøg af Vendsyssel F.F.

Del artikel

Andre læser også