Efter år på tegnebrættet: Nu får vi et smugkig ind i Kunsthal Spritten

Det har taget år.
Idéer, skitser, analyser, fondsarbejde, lokalplaner, forhandlinger og forventninger.
Spritfabrikken i Aalborg har i lang tid været noget, man talte om: Hvad kunne den blive til? Hvad måtte den ikke gå tabt som? Hvordan giver man et nationalt industriminde et nyt liv, uden at miste alt det, der gør det vigtigt?
Nu er vi et andet sted. For arbejdet med Spritten er endelig i fuld gang.
Bag stilladser og presenninger, i et fredet bygværk fra 1931, er forvandlingen til Kunsthal Spritten endelig blevet konkret.
Det fik aalborgenserne et indblik i, da de i fredags inviterede til rejsegilde.
De bygninger, der i mere end 100 år har været forbundet med spritproduktion og dansk industrihistorie, er ved at blive omformet til en ny kunsthal for eksperimenterende samtidskunst.
Skulle fejres
Ved rejsegildet samledes håndværkere, rådgivere, arkitekter, bygherre og samarbejdspartnere midt i den historiske fabrik.
De fredede industribygninger står stadig med deres karakteristiske arkitektur, som dengang Spritten blev indviet i 1931, og som gjorde området til et af Danmarks 25 nationale industriminder i 2007.
Men denne dag var fokus på det nye, der er på vej.
Under presenningen gemte der sig nemlig et smugkig til fremtidens Kunsthal Spritten.
Konturerne af nye rum er begyndt at tegne sig.
Detaljer er ikke på plads, og intet er færdigt, men man kan se, hvor udstillingsrum, gangforløb og nye forbindelser opstår i de eksisterende rammer.
Endelig kan vi se det
Rejsegildet var derfor mere end en tradition med krans og taler.
Det var et første kig ind i en transformation, der har været længe undervejs.
Alt det, der tidligere har været formuleret i visioner og beskrivelser, er nu blevet til synlige ændringer i det fysiske rum.
Samme dag gav et Åbent Hus arrangement aalborgenserne mulighed for at komme bag hegnet.

For mange var det første gang, de så fabrikkens indre i den nye skikkelse.
De fleste kender silhuetten udefra, men her fik de en fornemmelse af, hvordan stedet er ved at skifte karakter.
Den officielle åbning af Kunsthal Spritten finder sted i 2027.
Indtil da foregår det meste arbejde skjult bag presenninger og byggehegn.










