Et pudderlaksefarvet univers: Aalborg Teaters scenograf gør klar til Sugar
Nedtællingen til årets helt store musicaloplevelse på Aalborg Teater er for alvor i gang, og bag scenetæppet bliver der arbejdet intensivt for at skabe de allerbedste rammer for skuespillerne, såvel som musikerne, såvel som teknikerne, såvel som lysdesignerne … og mange, mange flere.
Der er ingen tvivl om, at ambitionerne for Sugar er store, og taler man med de mange involverede, er man da heller ikke i tvivl om, at de nok skal lykkes.
Camilla Bjørnvad er scenograf på forestillingen og beskriver den selv som “et sansemættet univers, hvor publikum bliver hvirvlet indenfor i en rum tid i selvforglemmelse”.
Som scenograf bliver hendes fornemmeste opgave at sætte de fysiske rammer for fortællingen.
“Scenografien skal understøtte handlingen og gøre rummene til en visuel historiefortæller – en slags meddigter til det sceniske, kan man sige,” forklarer Camilla Bjørnvad til MigogAalborg.
Op til 10 forskellige kostumer pr. skuespiller
I Sugars tilfælde bliver alt bygget op i et pudderlaksefarvet univers, der skal understrege vores kærlighedserklæring til mennesker, som Camilla forklarer, at historien i virkeligheden er.
Nogle af skuespillerne skal iklædes helt op til 10 forskellige kostumer, der alle oser af romantiske farver i 20’ernes fantastiske, jazzede stil.
“Kostumerne får en central rolle i historien, fordi de hele tiden understreger og fortæller om den situation, de enkelte personer står i.
Samtidig er dette stykke også specielt i den forstand, at vi jo har nogle mænd, der skal iklædes dametøj uden at det bliver karikeret og en kliché.
Det skal være en balance, hvor grænserne er flydende og man ikke falder bagover af grin, når de kommer ind i kjoler – man skal i stedet more sig over den situation, de bliver sat i,” siger Camilla.
Et magisk univers i vente
Som instruktør Mia Lipschitz tidligere har forklaret, kan man som publikum forvente at forestillingen bliver en kærlig omfavnelse, uanset hvad og hvem man er.
Det er også hvad Camilla Bjørnvad gerne vil have, at scenografien skal afspejle.
“Jeg har forsøgt at skabe et univers, der efterfølgende skal give én lyst til at gå ud og elske hele verden og danse og synge sig igennem den,” fortæller Camilla begejstret om forestillingen, der indeholder vigtige tematikker som kærlighed og køn.
Og ikke mindst al den magi, der kan ske netop derimellem.
“Det vigtigste for mig er, at det bliver en samoplevelse med publikum, hvor de forhåbentlig får flyttet nogle grænser.
Måske tør man pludselig at snakke med sin nabo og blive mere åben overfor folk og ikke mindst nysgerrig på sin egen person?” siger Camilla.
Ikonisk film i nye klæder
Sugar bygger (som tidligere fortalt) på filmen Some Like it Hot fra 1959 med Marilyn Monroe i hovedrollen og handler om to arbejdsløse jazzmusikere, der en dag ufrivilligt bliver vidner til et gangsteroprør.
I frygten for efterfølgende at blive fanget af de frygtindgydende gangstere, iklæder vennerne sig dametøj, omdøber sig selv til Daphne og Josephine og får sig et job som musikere i et turnerende orkester hvor alle … er kvinder.
Filmen er tæt på ikonisk og af samme årsag skal man – ifølge Camilla – også passe på med ikke at falde i de helt åbenlyse scenografi-klicheer.
“En kliché kunne være en brandtrappe i et newyorker-kvarter eller en høj barstol ved en bardisk … Det må man selvfølgelig gerne have, men jeg ønsker at skubbe historien lidt længere ud nu – ellers kan man jo bare se filmen,” forklarer hun.
Rekvisitter skaber en sjov dynamik undervejs
Teaterversionen er bygget op således, at der i løbet af “Sugar” kommer til at være rigtig mange skift af den ene og den anden art – og det skal scenografien naturligvis kunne rumme.
“Folk skal ind og ud hele tiden, så vi har valgt at lave to løbebånd på scenen, der kan være med til at bære det humoristiske i fortællingen og samtidig skabe en dynamik, hvor rekvisitter f.eks. kommer ind og ud på en sjov måde.
Sugar bliver mulighedernes rum med konstant forandring,” forklarer hun.
Selvom scenografien (og skuespillerne) hjælpes på vej af to så kreative objekter som løbebånd, så skal man altså ikke sidde og frygte, at det hele bliver alt for abstrakt for menig mand.
“Scenografien skal ikke blot bære historien fremad, men også gøre det nemt for folk at forstå, hvor man helt fysisk befinder sig: Hos gangsterne, i Chicago, på stranden, i en tog kupé.
Publikum skal hele tiden kunne følge med,” lover hun.
Et helt unikt samarbejde er vejen frem
Selvom hun som scenograf selvfølgelig har sit primære fokus på sine egne opgaver, fremhæver hun alligevel, hvor vigtigt samarbejdet er med de andre i produktionen.
“Teatret er samarbejdets kunst, hvor man skal løfte i flok – og det gør vi især i denne forestilling. Der kommer til at være hundredevis af kostumeskift bagved scenen, hvor lige så mange mennesker arbejder som foran.
Hele forestillingen er bygget op omkring aftaler mellem folk, så når først, der bliver trykket på startknappen – så kan man altså ikke bare stoppe,” siger hun.
“Samtidig er arbejdet med en musical en helt speciel genre, der er meget sansende og afhængig af, at både musik, dans og ord spiller sammen.
Det er teatrets magi, som man kan give til publikum og forhåbentlig viderebringe moralen om, at nobody is perfect,” slutter hun.
