Et koldt dyp: Her kan du køle ned i Aalborg
Solen bager, temperaturen stiger, og ifølge DMI venter der en weekend med ægte hedebølge.
Heldigvis behøver du ikke rejse langt væk for at blive kølet ned.
Aalborg gemmer nemlig på flere oplagte steder, hvor du kan tage en pause fra varmen – hvad enten du vil dyppe tæerne, plaske lidt med ungerne eller hoppe direkte i bølgerne.
Her har vi samlet en guide til byens bedste steder at blive kølet ned i løbet af sommeren.
Vestre Fjordpark
Lad os starte med den oplagte lokation, som uden tvivl vil være fyldt med glade gæster hele sommeren.
Det er stranden midt i Aalborg, hvor du helt gratis kan tage børnene med – eller mødes med vennerne – til en hel dag ved vandet.
Her kan du soppe langs strandkanten, klatre gennem forhindringsbanen i vandet eller hoppe direkte fra 10-meter-vippen ned i det dybe bassin.
Der er legepladser, trampoliner på taget af den smukke bygning, en iskiosk og en badebro direkte ud i Limfjorden.
Pak en picnic-kurv, et tæppe og et håndklæde, og så er du klar.
Hele sæsonen er der livreddere, der holder øje, så du kan slappe af og nyde dagen.
Vestre Fjordpark
Adresse: Skydebanevej 14, 9000 Aalborg
Pris: Gratis
God info: Her kan du sagtens bruge en hel dag – så husk mad, drikke og skygge.

Kunstens springvand
Vil du gerne kombinere en kulturel oplevelse med leg og plask under åben himmel, så er Kunsten en godt bud.
Inden for kan du hele sommeren nyde udstillingen Late Picasso, som siden maj har trukket rekordmange gæster til museet.
Efter en lærerig og inspirerende omgang, kan du trække uden for i haven, hvor det berømte springvand inviterer til nedkølende leg for gæster i alle aldre.
Kunstværket “Water Pavillion” er skabt af Jeppe Hein, og har i årevis været et trækplaster om sommeren.
Værket fungerer som en programmeret vandpavillon med “mure” af vandstråler, som springer op af dyser i jorden.
Vandmurene stiger og falder vilkårligt og danner forskellige former af rum, som skifter hvert tiende sekund.
Springvandet inviterer derfor til leg, og det er næsten umuligt ikke at blive våd og grine undervejs.

Adresse: Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg
Pris: Det kræver billet at komme ind i haven. Den koster 150 kroner for voksne – børn under 18 år er gratis.
God info: Haven er kun åben inden for Kunstens åbningstid: Tirsdag, fredag, lørdag og søndag: 10-17. Onsdag og torsdag 10-21. Mandag er lukket.
Springvand på Toldbods Plads
Er du inde i centrum, og trænger til at blive kølet ned, så slå et smut forbi det store og populære springvand på Toldbod Plads.
Her er der sommeren igennem leg på de små plateauer, hvor vandet springer op i uforudsigelig rækkefølge.
Kan du time det rigtigt, kan du fire gange om dagen – klokken 12, 15, 18 og 21 i øvrigt opleve Georg Friedrich Händels Water Music ved springvandet.
Musikken spiller i cirka 3 minutter og vandets stråler følger melodien.
Rundt om springvandet kan du sidde på runde bænke af sten og nyde en is fra én af byens mange is-steder.
Med eller uden musik, så er springvandet på Toldbod Plads helt sikkert en pause værd for både store og små.

Adresse: Toldbod Plads, 9000 Aalborg
Pris: Gratis
God info: Musikken spiller ved springvandet klokken 12, 15, 18 og 21.
Lindholm Strandpark
Lige ved Limfjorden i Nørresundby finder du Lindholm Strandpark – en knap otte hektar stor strandpark kun en halv kilometer fra Nørresundby midtby.
Badeområdet er en beskyttet vig med lavt vand og en 400 meter lang sandstrand.
Her kan du tage en dukkert, nyde udsigten over fjorden eller slappe af ved vandkanten.
Badevandskvaliteten er klassificeret som “udmærket”, hvilket er den højeste kategori.

Adresse: Gadegårdsvej, 9400 Nørresundby.
Pris: Gratis
Lindholm fiske- og badebro
Lige sydvest for Lindholm Strandpark finder du Lindholm fiske- og badebro, hvor du kan tage en dukkert direkte i Limfjorden eller nyde udsigten over vandet.
Badevandskvaliteten er klassificeret som “udmærket”, hvilket er den højeste kategori.
Broen er cirka 25 meter lang, og vandet bliver hurtigt dybt. Langs broen er der 1-2 meter dybt, mens der for enden er 3-4 meter vand.

Adresse: Lindholm Strandpark, Gadegårdsvej, 9400 Nørresundby.
Pris: Gratis
Kabelparken/Østre Havn
I Aalborgs nye ekspanderende bydel kan du nyde en dyb dukkert i Østre Havn.
På en solrig og vindstille dag kan du opleve både kajakker, SUP-boards, folk der bader – og selvfølgelig folkene på kabelbanen, der suser henover forhindringerne i havnebassinet.
Langs med Pieren ved Aalborg Heat kan du slænge dig på et tæppe, eller hoppe i det kolde vand direkte fra kanten.
Lige i nærheden ligger Isværftet, hvor du kan købe en god is – ligesom der er masser af muligheder for mad, leg og hygge i området.
Vandet i Havnebassinet er meget stillestående – i modsætning til Limfjorden, så har du en kajak, et SUP-board eller en badering, du gerne vil ud og nyde på en rolig vandoverflade, så er havnebassinet i Østre Havn et oplagt bud.
Herfra kan du i øvrigt svømme eller sejle ud i Limfjorden.

Adresse: Østre Havn
Pris: Gratis
God info: Du kan booke ture på både SUP-boards og Wakeboards gennem Aalborg Cable Park, eller bare nøjes med en gratis dukkert i bølgen blå.
Nordens Kridtgrav i Hasseris
Her skal du være lidt forsigtig.
Som i alle andre kridtgrave frarådes badning, da dybden i vandet gør at temperaturen lige under overfladen kan skifte til meget koldt, hvilket kan give både kuldechok eller kramper.
MEN nu må gerne dyppe tæerne i det azurblå vand, og nyde en stille stund langs med kanten.
Omkring kridtgraven er der skønne stier, og træer, der skygger.
Herfra kanten kan du slå smut, kigge på ænderne og måske endda spotte en stor ørred under overfladen.

Adresse: Nordens Kridtgrav – du kan holde mange steder i nærheden
Pris: Gratis
God info: Husk at badning frarådes i kridtgraven.
Hesteskoen
Vil du gerne lidt længere væk fra trængslen i midtbyen og få endnu mere luft omkring dig, så kan du tage en kort køretur ud til Hesteskoen i Aalborg Øst.
Her finder du den meget børnevenlige badestrand, hvor du både kan gå i vandet fra kanten eller hoppe direkte i fra den lange badebro.
Fra badebroen kan du også fange, ligesom du kan spise medbragt mad ved de finde borde-bænkesæt ved vandet – eller endda overnatte i shelterne.
Fra Hesteskoen bader du direkte i Limfjorden, og du kan nyde udsigten til Vendsyssel på den anden side af vandet.
Måske kan du endda vinke til et skib, der er på vej til eller fra Aalborg.

Adresse: Rørdalsvej 153-155, 9000 Aalborg
Pris: Gratis
God info: Der er toilet, bålplads, drikkevand, grill og shelters – og en badebro