Fire timer med slam poetry: Et ærligt argument for det skæve kulturliv

Lad mig starte med at lave en indrømmelse.

Jeg har aldrig været til poetry slam. Eller noget der minder om.

Derfor var det uden de fjerneste forventninger, da jeg lørdag aften gik gennem dørene til Studenterhusets store koncertsal for at overvære Danmarksmesterskaberne, der igen skulle afholdes i Aalborg efter fire år. En fast turnus.

Og egentlig var mit kendskab nok nærmere begrænset til en personlig fordom om slam som selvsmagende monologer fremført med staccato, uproportioneret patos og banale rim – som en stilistisk selvfølgelighed.

Men som de fleste danskere er jeg også farvet af, hvordan Yahya Hassan artikulerede sig gennem 2010’erne.

Det var dog på tide at give det en chance, og fire timer senere måtte jeg lave endnu en indrømmelse.

For selvom oplæsningen nuvel havde en karikeret klang til tider, var størstedelen af teksterne rammende relaterbare, uforudsigelige og ikke mindst underholdende i en sådan grad, at jeg snittede under én øl i timen.

Det var dog langt fra den vigtigste erkendelse fra aftenen.

Madplaner og systemkritisk skak

Hvis ikke det var fordi billetkontrolløren meldte udsolgt til en gruppe, der tog chancen fra gaden, havde temperaturen i salen i hvert fald afsløret det.

Side om side er stole klemt sammen i rækkevis, så skuldrene må danse kinddans med sidemandens aftenen lang.

En skarp kontrast til scenen, hvor der i midten af to sorte scenetæpper blot står en ensom mikrofon. Her er intet andet, for ifølge reglerne i poetry slam er både musik og rekvisitter en direkte billet til diskvalificering.

Men vi er trods alt også mødt op i ordets navn.

Blandt publikum er fem tilfældige udpeget til at være aftenens dommere, bevæbnet med et sort ringbind med tal fra nul til ti og instruksen om at være så subjektive som muligt. Til gengæld står de udvalgtes karaktergivning på mål for kollektiv nudging i form af buhråb og bifald fra det resterende publikum.

Der var dog også mildest talt slam poetry for enhver smag.

For eksempel en satirisk reklame for hypotetiske AI-opfindelser læst op med maskinelt toneleje. En tekst om madplanernes helvede som familiemor, der ender i bedste Tarantino-stil. Og en systemkritisk tekst forklædt som en forkærlighed for skak.

Det kan næsten lyde som indholdet af det rituelle aftenscroll på sociale medier, men havde scenen været mit feed, og tilskuerpladserne kommentarsporet, havde jeg højst sandsynligt passeret.

Fikseret til stolen tog jeg i stedet gentagende mig selv i at sidde foroverbøjet for at rykke 20 centimeter tættere på.

Og måske det netop er hele pointen.

Gaven ved ikke at scrolle

BDSM-udøvere har fat i den lange ende; det kan være givende at afgive selvbestemmelsesretten.

For i en tid hvor de tungeste ord drukner i en digital stormflod af indhold, censur og algoritmer, er det efterhånden en sjældenhed at støde på det, der afviger fra ens egen virkelighedsopfattelse.

Imens er tiden og opmærksomheden for knap til at opsøge det på egen hånd, fortæller vi os selv.

Her oplevede jeg slam poetry som et tiltrængt frirum for ufiltreret ytringsfrihed og hudløs ærlighed om det, vi ofte forbigår.

Og selv de mest absurde tekster på aftenen endte alligevel med at resonere kollektivt. Om ikke andet at fodre refleksionapparatet, lod det til i køen til baren.

Så udover at være fremragende lørdagsunderholdning, står aftenen tilbage som en påmindelse om gevinsten ved at udfordre sig selv og konsumere mere af det, vi normalt scroller forbi.

Ikke bare i det digitale, men også det fysiske liv.

For eksempel ved også at bruge det mere skæve kulturliv, vi ofte udsætter til en anden dag. Som teaterforestillinger på hobbyplan, nichekoncerter på 1000Fryd eller slam poetry på Studenterhuset.

I værste fald har man noget andet at underholde sine kolleger med i kantinen næste dag, i stedet for igen at fortælle om den tv-serie, man bingewatcher for tredje gang.