Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborg-virksomhed rykker: Estaldo imponerede i Løvens Hule

Af Michael Qureshi

SPOILER-ALERT – Hvis du ikke vil vide, hvad der sker i Løvens Hule lagt på dr.dk og sende i aften på DR kl. 20.00 – så læs IKKE VIDERE

Det er fire måneder siden, at optagelserne i Løvens Hule-studiet kom i hus.

Men det er først i dag, at Aalborg-virksomheden Estaldo kan lade champagnepropperne flyve og endelig offentliggøre, at de er løbet med en af de største investeringer i Løvens Hule nogensinde.

Torsdag kan man allerede nu online på dr.dk eller i aften på DR se løverne i studiet i en sand budkrig om at komme med på rejsen hos Estaldo med hovedkontor på Hobrovej i Aalborg.

Det endte med at Jan Lehrmann købte sig ind på 10 procent for 2,75 mio. kr.

Dermed er Estaldo altså på blot to år rykket så hurtigt, at de i Løvens Hule blev vurderet til at være 27 mio. kr. værd.

Men det stopper slet ikke her for den digitale ejendomsmægler, som på kort tid har fået fodfæste og rystet posen i den ellers meget traditionsbundne ejendomsmæglerbranche.

Aalborg-virksomhed rykker: Estaldo imponerede i Løvens Hule

Robot giver bud på salgsprisen

De har erobret markedsandele ved at klare stort set alt digitalt.

Med Estaldo kan man få en prisindikation fra en robot, men skal man sælge sin bolig tager Estaldos ejendomsmæglere over, så man får sat den rigtige pris fra start.

Fremvisningerne dem klarer du selv, imens det altid er en ejendomsmægler, som tager hånd om forhandling og papirarbejdet.

Du betaler så et fast salær på 12.500 kr., uanset hvor meget boligen ender med at blive solgt for.

En væsentlig besparelse for mange der sælger sin bolig i dag, og løverne i studiet troede også på forretningsmodellen.

Det var den næststørste investering af en enkeltperson i Løvens Hule kun overgået af Jan Lehrmanns selv, som købte sig ind med 3 mio. kr. i hundefoder-firmaet Vuffeli – også i denne sæson.

Nu skal speederen i bund hos Estaldo med investeringen og ikke mindst den rigtige investor ombord.

“Vi kunne nok godt have hentet pengene hos vores nuværende investorer.

Men det var lige så vigtigt for os at få nogle stærke kompetencer ombord.

Jan Lehrmann har masser af erfaring i at opbygge platforme, og allerede før vi gik i studiet var han en af dem, som vi gik målrettet efter.

Så nu nyder vi, at vi endelig må fortælle om investeringen, og så trækker vi i arbejdstøjet for at skalere forretningen,” fortæller en stolt medstifter Jakob Neua Nørgaard.

Kursen sat mod nyt eventyr

Han var blandt andet også med til at skabe den digitale underskrifts-løsning Penneo, som i dag er vurderet til at være mange hundrede millioner kroner værd.

Nu er øjnene rettet mod et nyt eventyr, og der er ingen tvivl om, at en deltagelse i Løvens Hule plejer at sætte skub i kendskabsgrad og kundestrøm.

Det håber Jakob Neua Nørgaard også kommer til at ske nu.

“Vi har en drøm om at være hele Danmarks ejendomsmægler.

I gamle dage var det sådan, at hvis man ville købe en bolig, så gik man fra vindue til vindue nede hos den lokale ejendomsmægler.

Siden gik branchen sammen om at skabe Boligsiden, men det er lidt som om, at man ikke er kommet meget videre end det,” fortæller han og fortsætter;

“Vi er kommet ind med helt friske øjne og set på, hvor man både kan gøre det lettere og billigere at købe og sælge boliger.

Det har selvfølgelig affødt noget kritik fra dele af branchen, men i sidste ende handler det jo om at skabe noget, som er let, overskueligt og til en god pris for kunderne.

Det er det vigtigste for os, og ikke hvad de andre tænker om os.

Vi er blandt de 5 største ud af op mod 1500 ejendomsmæglerbutikker i Danmark. Det er ret vildt på så kort tid.”

Aalborg-virksomhed rykker: Estaldo imponerede i Løvens Hule

Tre timer i Løvens Hule

Seerne på DR kunne torsdag se to af Estaldos medstiftere Jakob Neua Nørgaard og Ann Rosenskjold præsentere konceptet og forretningsmodellen for de fem hårde løver heriblandt nordjyske Jacob Risgaard.

Men hvad man ikke så på tv var, at de faktisk var i ilden i hele tre timer, hvor de potentielle investorer hældte spørgsmål ned over Jakob og Ann.

“Det var en ret vild oplevelse at være i studiet i så mange timer.

På tv ser man jo kun en brøkdel af forhandlingerne.

Jeg havde faktisk skrevet ned på min hånd, hvad vi ville gå med til af bud i forhold til virksomhedens værdi, men jeg svedte så meget, at de øverste tal på hånden blev visket ud.

På et tidspunkt ender det så i budkrig, og der kom så mange forskellige varianter og konstellationer at det var svært at bevare overblikket.

Men til sidst endte det med at Jan Lehrmann ramte et niveau, vi var glade for, og så var det om at slå til,” fortæller Jakob Neua Nørgaard.

I forvejen har Estaldo hentet investering fra profiler som Coolshop-medstifter Mike Nielsen samt Erling Daell fra Harald Nyborg-koncernen.

Aalborg-virksomhed rykker: Estaldo imponerede i Løvens Hule
Jan Lehrmann og Jesper Buch var begge i budrunde på Estaldo
Foto: DR

Klar til at ramme andre lande

Nu træder Jan Lehrmann også ind i investorkredsen og ikke mindst i bestyrelseslokalet. Målet er at konceptet skal bredes langt ud over Danmarks grænser.

“Man går jo lidt med de her verdensherredømme-tanker uden det skal lyde arrogant.

Men med vores koncept så er vi her i Norden allerede langt foran alle andre lande, fordi vi bruger Nem-Id løsningen til at identificere os.

Så vi kan relativt hurtigt træde ind i nye lande, når de så får en Nem-Id model. Dermed vil vi hurtigt være foran alle andre mulige konkurrenter i et nyt land.

Vi kommer til at vide præcis, hvad det kræver at starte i et land som Holland.

Hvor mange skal der være i administrationen, hvordan markedsfører vi os og hvor stort et kontor skal man bruge?

For vi er nødt til at være lokalt til stede i landet for at kunne bygge det ordentligt op.

Men vi kommer slet ikke til at have samme omkostninger, som når en traditionel ejendomsmægler åbner noget op,” forklarer Jakob Neau Nørgaard.

Han glæder sig til en spændende rejse fremad med Estaldo, som han vurderer har et kæmpe potentiale.

Det gjorde Løverne i DRs hule tilsyneladende også.

Del artikel

Andre læser også