Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fantastisk opstart: Det lokale sneakers-brand Errant sikrer sig investering i Løvens Hule

Af Nathalia Hentze Nielsen
Rasmus Bæk Lund, Christian Arnstedt, Christian Fuglsang Pedersen og Mads Møller Frederiksen.
Rasmus Bæk Lund, Christian Arnstedt, Christian Fuglsang Pedersen og Mads Møller Frederiksen.

Der er en virksomhed i Aalborg, der siden august 2021 har båret rundt på en rigtig stor hemmelighed.

Når klokken nu slår 21.05 i dag og næsten en million danskere slukker for aftenens afsnit af Løvens Hule på DR, kan de tre indehavere af sneaker-virksomheden Errant endelig puste ud og offentliggøre nyheden om, at de har sikret sig en investering fra Christian Arnstedt.

Sæson 7 af det populære program har dermed haft besøg af hele to aalborgensiske virksomheder, og det tyder på, at der er noget i den nordjyske muld, der danner grobund for “hårdtarbejdende” mennesker, som Jesper Buch kalder trioen Christian Fuglsang Pedersen, Mads Møller Frederiksen og Rasmus Bæk Lund.

Vi møder to af de hårdtarbejdende iværksættere, Christian og Mads, i butikken på Bredegade 12 til deres første interview om den spændende investeringsrejse.

Stolte over at have klaret cuttet

Lokalet på Bredegade, der fungerer lige dele som butik og showroom, er pænt indrettet med the star of the show: de flotte læder sneakers.

Bag forhænget hersker der dog kontrolleret kaos med hundredvis af skokasser, der i en tetris-øvelse af en anden verden, er stablet fra gulv til loft.

“Ja, vi håber jo på at sælge alt det her, som det første” fortæller Christian smilende og gestikulerer rundt i det proppede lokale.

Med Christian Arnstedts investering på 400.000 kroner for 20% af virksomheden har den unge virksomhed sikret sig ikke alene penge og mentorskab fra en succesfuld investor med et solid portfolio indenfor tøj og accessories, men også medieomtale af en anden verden.

“Vi ved endnu ikke, hvad udfaldet af deltagelsen bliver, men vi ved, at det er eksploderet for andre.

Hvis vi følger nogenlunde de erfaringer, som andre deltagere har gjort sig, tror jeg vi kan stå tilbage og være relativt stolte over at have klaret cuttet.

Mange af de andre virksomheder, der har deltaget har været i deres tredje leveår, og vi er kun i vores første. Vi prøver ikke at overhale nogen indenom, men er egentligt bare stolte over, at vi først kom med i programmet og bagefter fik den endelige underskrift,” forklarer han.

Hvad mange seere måske ikke ved er, at en positiv tilkendegivelse foran kameraerne ikke nødvendigvis betyder en reel investering.

Fra optagelserne i august går der flere måneder, før den endelige underskrift falder fra løven.

I screening-processen, hvor økonomi dobbelt- og trippelt-tjekkes, er der ofte et stort frafald, og det er dermed en endnu mere imponerende bedrift, at Errant i marts 2022 kan lægge svesken (sneakeren?) på disken og proklamere, at de klarede den.

Fantastisk opstart: Det lokale sneakers-brand Errant sikrer sig investering i Løvens Hule

Kæmpe potentiale

Pitchet, som fik Christian Arnstedt med ombord på sneaker-visionen var kort, men velformuleret, og Christian Fuglsang Pedersen fortæller i afsnittet, at idéen til Errant stammede fra egne oplevelser med dårlige sneakers.

Herefter var der meget kort vej fra idé til eksekvering, og alligevel har de formået at skabe produkter, der er stilrene, komfortable, af høj kvalitet og ikke mindst sat til en fair pris; en pris, der kan holdes nede, fordi Errant sælger direkte til kunderne uden mellemled.

“Vores sko kan ikke få dig til at hoppe 10 meter eller andet hokus pokus. Det er bare en sko, men de er meget behagelige, læderet er af super kvalitet, og så kan du bruge dem til alle lejligheder,” siger Mads.

At skoene ikke har nogle særlige evner som sådan eller er lavet af “tørret tang”, som Christian jokende indskyder, er vigtigt for de to medejere at understege. De fire løver, der ender med at takke nej, spørger nemlig især ind til skoenes unikke kvaliteter, og begrunder deres afslag med, at brandet ikke adskiller sig nok fra andre.

“Der hvor vi adskiller os fra vores konkurrenter, er måden vi sælger på. Vi sælger direkte til kunden, og vi bruger os selv i vores markedsføring. Vi forsøger at tage en humoristisk tilgang til tingene og vise, hvordan vores produkter kan bruges i hverdagssituationer.

At de takker nej, fordi sneakeren ikke kan x, y og z er da en ambivalent følelse at stå med, men de giver deres afslag med positive vendinger, og vi går derfra med en rigtig kyndig person, så alt i alt er vi meget tilfredse,” siger Christian, når vi spørger om responsen fra løverne.

Efter at have set afsnittet er der vist heller ingen tvivl om, at Christian Arnstedt ser et kæmpe potentiale i Errants klassiske sneakers. Investeringen på de 400.000 kroner falder sammen med en løftet pegefinger til hans medløver om, at de nok kommer til at ærgre sig over, at de sprang fra muligheden.

Inviterer til fest og fejring i morgen

Nu er afsnittet så endelig ude efter den lange ventetid, og Aalborg-virksomheden kan dele de glædelige nyheder med omverdenen – og afholde den fredagsfest de har forberedt sig på siden programmets start i januar.

“Vi har måtte kalde det en fredagsfest for ikke at afsløre noget, men det er jo en kæmpe fejring, og vi håber, at folk kommer forbi til en øl” siger Mads.

Fredagsfesten finder sted, ja, i morgen fredag klokken 15.00, og her vil der være sodavand, øl og musik.

Det er samtidig en mulighed for at se de nu famøse sneakers og give de unge iværksættere et klap på skulderen for deres fantastiske bedrift.

Nordjysk beskedenhed til side er “fantastisk” uden tvivl et ord, der passer på Errants rejse fra simpel idé i 2020 til en nu fremadstormende virksomhed i 2022, og det bliver spændende at følge med i, hvordan de navigerer brandet i fremtiden.

“På den korte bane vil vi selvfølgelig gerne sælge en masse produkter, men når eksponeringen daler igen, er det vigtigt, at vi holder interessen på lang sigt, og derfor sidder vi lige nu og bakser meget med markedsføring og brandkendskab,” fortæller Christian afslutningsvis om fremtidsplanerne for Errant.

Del artikel

Andre læser også