Er lige åbnet: Nyt bageri melder sig ind i fastelavnsbolle-kampen

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at transformationen er komplet på ikoniske Søgaards Bryghus i Aalborg.
Bryghuset er blevet opdelt i henholdsvis en Hr. Søgaard og en Fru Søgaard.
I pub-området af Søgaards Bryghus finder man gastropub-konceptet Hr. Søgaard Her er menukortet helt som man kender det fra Søgaards Bryghus med det samme gode øl og spiritus.
I den anden afdeling har man åbnet et helt nyt bageri og spisested. Under navnet Fru Søgaard åbnede man torsdag det nye koncept.

Erfarne kræfter bag fastelavnsbollerne
Når man har eget bageri, er det naturligvis nærliggende også at melde sig ind i fastelavnsbolle-kampen i Aalborg.
Det er ikke bare hvem som helst, der bager brød og kager til Fru Søgaard.
Med på holdet er ingen ringere end Christian Hansen og Niels Rynkeby, der er tidligere ejere af La Bonta.

Søgaard-familien har købt det tidligere bageri i Svenstrup, og herfra bager Christian og Niels friskbagt surdejsbrød og lækre kager til det nye spisested.
Derfor var det med store forventninger, at vi drog ned for at hente de tre varianter af fastelavnsboller som den nye pige i klassen byder på.
Både godt og skidt i kagemontren
Du kan vælge mellem en gammeldags med creme og så de to mere moderne udgaver med henholdsvis creme og rabarber og creme og solbær.

En helt gammeldags fastelavnsbolle skal man altså ikke undervurdere, men der er både godt og skidt at sige om Fru Søgaards udgave. Dejen er desværre til den tørre side, selvom både duften og smagen af kardemomme er dejlig.
Vaniljecremen er der heldigvis nok af, og den er tæsket til med god vanilje, og det opvejer heldigvis lidt af den kedelige fornemmelse fra dejen.

Vi kan til gengæld ikke få armene ned over Fru Søgaards to “moderne” fastelavnsboller, der både er en fryd for øjet – og smager ganske fortrinligt.

Kombinationen af den sprøde dej, cremen og de friske input fra henholdsvis solbær og rabarber spiller altså bare.
Fru Søgaard har åbent 08.00 – 18.00 fra mandag – lørdag. Du kan naturligvis nyde brød, kager mv. i caféen eller få det med to go.