Er det dig?: Politiet søger vidne i sag om vanvidsbilisme
Nordjyllands Politi indledte i fredags, den 4. april 2025, en eftersættelse af en personbil i Aalborg Øst, Øster Sundby og Vejgaard ad blandt andet Chr. Richards Vej mod syd.
Det skete i forbindelse med en færdselssag vedrørende vanvidsbilisme.
I forbindelse med opklaringen af sagens nærmere omstændigheder søger politiet nu efter et vidne til sagen.
Vidne presset ind i hæk
Føreren af køretøjet blev anholdt i sagen.
Det oplyser politikommissær Claus Kjær-Pedersen, som forklarer, at politiet konkret efterlyser et vidne.
Vidnet måtte, i forbindelse med eftersættelsen, presse sig selv ind i en bøgehæk på Chr. Richards Vej ved Jens Baggesens Vej for at undgå at blive påkørt af det køretøj, som politiet havde eftersat.
“Vi vil meget gerne i kontakt med dette vidne, da han kan have vigtig viden, der kan bidrage til at belyse sagens omstændigheder, som vi i øjeblikket er i færd med at efterforske nærmere.”
Vidnet beskrives som:
Mand på cirka 30-40 år, almindelig af bygning og cirka 160-170 cm høj med kort mørkt hår. Han var iført sort jakke, mørke lange bukser og sorte sko.
Politikommissæren opfordrer derfor vidnet til at rette henvendelse til politiet på telefon 114.
Det eftersatte køretøj var en mørk VW ID.3.