Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Enevoldsen skifter tilbage til Californien: Her er hans nye klub

Af Michael Qureshi

Den tidligere AaB-profil Thomas Enevoldsen har spillet det seneste halve år i Indy Eleven i den amerikanske USL-liga.

Men Enevoldsen vender igen tilbage til Californien, hvor han i sidste sæson spillede for Orange County.

Denne gang skifter han til Sacramento Republic FC, og det sker med øjeblikkelig virkning.

Muligheden for at skifte til Sacramento, der er den største klub i USL-ligaen, kom som et lyn fra en blå himmel, men på ganske få dage kom en aftale på plads.

”Jeg tog til Las Vegas sidste søndag for at holde et par dages fri, hvor jeg første gang hører om interessen fra Sacramento.

To dage senere er alt på  plads, og nu flytter jeg 3000 km vest på,” fortæller han.

Klubskifte var ikke planen

Thomas Enevoldsen, der også er medejer af MigogAalborg samt virksomhedens øvrige medier i Odense og København, fortæller om muligheden;

“Det var ikke meningen jeg skulle skifte nu, da jeg har været fast mand i Indy hele sæsonen.

Men da jeg hørte om interessen fra den største klub i USL og muligheden for at komme tilbage til Californien var jeg ikke i tvivl,” forklarer Enevoldsen.

Her i Danmark hører vi for det meste om de store MLS-klubber som LA Galaxy med Zlatan, men Sacramento Republic er en stor klub i USL-ligaen, den næstbedste amerikanske række.

“Klubben er den største i USL målt på tilskuere til hjemmekampe og fans, samt følgere på sociale medier.

Sammen med St.Louis er det er den næste klub, som nok bliver tildelt en plads i MLS, og det vil ikke undre mig, hvis de allerede spiller i MLS i 2021.” lyder det fra Enevoldsen.

Fed by at bo i

I USA er der ikke op- og nedrykning, som man kender det fra europæisk fodbold.

Tværtimod handler det om at kunne opfylde en række kriterier herunder god økonomi, fanbase og ejerstruktur blandt andet.

Derfor står Sacramento godt for at komme i MLS. Selve byen er også attraktiv for Enevoldsen.

“Sacramento er Californiens hovedstad. Den ligger tæt på San Francisco, Yosemite National Park og Napa Valley, som er et af de absolutte bedste vinområder i USA.

Det gør ikke noget for en vinelsker som mig,” griner Ene.

Det var lidt med vemod, at den tidligere AaB-spiller Thomas Enevoldsen forlod den amerikanske klub Orange County i slutningen af 2018.

Det blev nemlig et succesfuldt ophold i den mindre klub tæt på Los Angeles, hvor Thomas Enevoldsen kom på Årets Hold og blev nomineret til Ligaens mest værdifulde spiller (MVP) i USL, som er den næstbedste række i USA.

Han scorede desuden 21 mål i 39 officielle kampe, hvor han ikke missede et eneste minut, hvilket også gav genlyd på den amerikanske fodboldscene.

Glæder sig til retur til solen i Californien

Opholdet i Indy Eleven i  millionbyen Indianapolis har også været en succes, men nu ser Enevoldsen frem til at returnere til solrige Californien.

“I Indy Eleven har vi spillet hjemmekampe på kunstgræs. Så jeg glæder mig virkelig meget til at spille på græs igen,” lyder det.

Enevoldsen har tidligere spillet for klubber som AaB, Groningen, Mechelen  og NAC Breda samt spillet 11 A-landskampe for Danmark, hvor det er blevet til 1 mål, som sjovt nok blev scoret i en venskabskamp på Aalborg Stadion mod Senegal.

Del artikel

Andre læser også