Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Enevoldsen har skrevet under i Holland: Her er min nye klub

Af Michael Qureshi

Det har været en lang sommer for Thomas Enevoldsen, der stoppede i AaB, efter sidste sæson var færdigspillet.

Siden er der gået nogle måneder, hvor det her puslespil med at finde en ny klub skulle gå op. Men nu er ventetiden slut. I dag har Enevoldsen skrevet under med en ny klub.

Thomas Enevoldsen er, som de fleste måske er bekendt med, også medstifter af mediehuset MigogAalborg, så vi fik fanget Enevoldsen kort efter kontraktforhandlingerne med hollandske Breda var afsluttet.

Haft 18.000 tilskuere til hjemmekampe

Hvad er Breda for en fodboldklub?

“De er rykket op i den bedste række i denne sæson, og de har ambitioner om at blive oppe. Det er en god klub, hvor der er styr på tingene. De har haft 18.000 tilskuere til deres to første hjemmekampe i sæsonen, så jeg glæder mig helt vildt til igen at spille for mange tilskuere.”

Hvor lang er kontrakten blevet?

“Til at starte med er den på et år, hvor der er en option på et år mere. De var meget positive om at få mig til klubben. De har et ungt hold nu, hvor de godt kunne bruge noget rutine, og på den front passer jeg også meget godt ind. Jeg har jo spillet flere år i både Holland og Belgien, og kan bidrage med noget erfaring fra min karriere.”

Hvor i alverden ligger Breda?

“Byen ligger absolut ikke dårligt. Den ligger midt mellem Amsterdam og Bruxelles, og desuden tæt på Antwerpen som også er en lækker stor by. Der er cirka 70-80 km til Mechelen, hvor jeg tidligere har spillet, så jeg kender området rigtig godt, og jeg kan jo sproget, så jeg forventer at falde hurtigt til.”

USA eventyr på standby

Du har snakket meget om et USA-eventyr. Hvorfor blev det ikke til noget?

“Om sommeren er det svært at komme derover til ligaen, for det er midt i sæsonen. De amerikanske klubber har et lønloft lagt over dem, så de må ikke overskride budgetterne.

De har eksempelvis svært ved at hente spillere medmindre de sælger ind på det her tidspunkt på året. Jeg har været i konkret dialog med to amerikanske klubber. I den ene var det præsidenten, der til sidst sagde nej på grund af lønbudgettet. Det andet tilbud havde de alt for svært ved at strikke noget økonomi sammen, som kunne matche mine ønsker.

Jeg har ikke opgivet drømmen om USA. Nu kommer jeg til at spille i en større liga igen, og gør jeg det godt, så kommer der helt sikkert også et godt tilbud.”

Hånden på hjertet. Har det ikke været frustrerende for dig at gå “arbejdsløs” så lang tid?

“Det har da ikke været supersjovt. Det har været en mærkelig periode, hvor jeg indstillede mig på, at tingene kunne ske fra dag til dag. Så jeg kunne ikke planlægge noget ferie eller noget, men har bare trænet benhårdt på at holde mig helt fit og i form. Der har da været nogle frustrerende perioder, hvor nogle ting er gået i vasken, som man havde håbet på.

Jeg har også selv takket nej til tilbud fra klubber i Grækenland, Cypern, Norge, Sverige og Tyskland hvor det ikke har været attraktivt nok hverken økonomisk eller sportsligt.”

Hvad glæder du dig mest til nu?

“At komme i gang med at spille noget fodbold igen. Det er jo det, jeg brænder rigtig meget for og elsker. Jeg kommer selvfølgelig til at savne Aalborg, men jeg kommer heldigvis til at holde mig fuldt opdateret på, hvad der sker i byen via MigogAalborg, haha.”

 

Del artikel

Andre læser også