Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

ENDELIG: Aalborg Pirates vinder guld for første gang i 37 år

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Foto: Bluelinemedia.dk
Arkivfoto Foto: Bluelinemedia.dk

Brølet fra Gigantium kunne sikkert høres over hele Aalborg.

Forløsningen var ikke til at tage fejl af, da Aalborg Pirates tirsdag aften sikrede sig mesterskabet for første gang siden 1981.

Det gjorde de med en totalt overbevisende 6-1 sejr over Herning Blue Fox. Tirsdag blev skabet sat på plads, og Piraterne understregede, hvem der er landets bedste ishockeymandskab.

Snakken om gummiben var ellers godt i gang, efter Pirates havde formøblet en sikker 3-0 føring i finaleserien med bedst ud af syv kampe.

To gange havde Pirates matchbold og måtte se sig besejret af Herning, der også fik blod på tanden i forhold til at hente et sensationelt comeback.

Hele ni gange har Aalborgs bedste ishockeyhold været i en DM-finale siden triumfen i 1981, og hver gang kiksede det.

Men tirsdag skete det endelig. Pirates vandt den sjette kamp i finaleserien og dermed samlet 4-2.

Historisk sæson for Pirates

Det sætter punktum for en helt historisk sæson. Pirates vinder nemlig The Double i sæsonen, da de vandt pokaltitlen tidligere på sæsonen.

Det er en gigantisk succes for Aalborg-klubben, der for blot få år siden var på randen af en konkurs.

Det helt store skifte kom, da Thomas Bjuring blev hentet ind på direktørposten. Hans første mission var at få ryddet op i økonomien, og han har siden vendt blodrøde tal til plus på bundlinjen.

Derudover har han også skabt et utroligt stærkt sponsor setup med omdrejningspunkt omkring Aalborg Øst området og hele konceptet bag Cool East.

Canadisk træner var et scoop

På den sportslige front var det et scoop af dimensioner, at han formåede at hente canadiske Brandon Reid til klubben som cheftræner. Han har om nogen formået at samle en stærk spillertrup og forvandle dem til landets bedste ishockeyhold.

For dem der skulle have lyst til at ønske Pirates-spillerne tillykke med mesterskabet, så er det planen, at de fejres på Heidi’s Bier Bar senere i aften.

Del artikel

Andre læser også